Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Genganger - Gengældelsesteorien - Gengærd - Geni
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er traadt tydelig frem i de i 1890’erne
offentliggjorte Statistikker over normale, spontane
Hallucinationer; her findes i Hundredvis af
Beretninger om G., hvor Iagttageren samtidig har
været sig bevidst, at Synet savnede Realitet.
(Litt.: Maury, La magie et l’astrologie dans
l’antiquité et au moyen âge [4. Udg., Paris
1877]; Thiele, »Den danske Almues
overtroiske Meninger« [Kbhvn 1860]; Aksakow,
»Animismus und Spiritismus« [1.—2. Bd,
Leipzig 1890]: Report on the census of
Hallucinations, i Proceedings of the Society for Psychical
Research [10. Bd, London 1894]; Lehmann,
»Overtro og Trolddom« [1.—4. Bd, Kbhvn
1893—96]; Myers, Human personality and its
survival of bodily death [London 1903]; dansk
Overs. [Kbhvn 1914]).
Alfr. L.
Gengældelsesteorien — en af de mest
bekendte Straffeteorier — søger at begrunde
Straffen ud fra Princippet »den retfærdige
Gengældelse«: Forbryderen straffes, fordi Straffen
er hans fortjente Løn. Om nogen anden
Begrundelse af Straffen spørger denne Teori
derimod ikke; som det hedder hos Kant, der
docerer Teorien i dens mest absolutte Form,
og som betegner Gengældelsesprincippet som
et ubetinget Fornuftbud (et kategorisk
Imperativ) — straffes Forbryderen netop kun, fordi
han har forbrudt sig, ikke for derved at
befordre noget Gode for ham selv ell. Samfundet.
Paa Spørgsmaalet om Straffens Størrelse giver
Teorien — i dens mest gennemførte Form —
det Svar, at Straffeondet bør være lig det onde,
som Forbryderen har voldt: Øje for Øje, Tand
for Tand. Morderen bør saaledes miste Livet;
den, der har gjort sig skyldig i Voldtægt ell.
Pæderasti, bør kastreres; den, der har gjort
sig skyldig i crimen bestialitatis, bør som
uværdig det menneskelige Samfund for evig
udstødes af dette. Nu om Stunder har G. ikke ret
megen Kurs. Det er saaledes nu alm.
anerkendt, at Straffen ikke lader sig begrunde ved
Hjælp af »kategoriske Imperativer«, men at
det gælder om at paavise, at den tjener
saadanne Formaal, at den derved retfærdiggøres;
hvilke disse Formaal er — derom staar Striden
imidlertid endnu den Dag i Dag (se nærmere
Straffeteorier).
A. Gl.
Gengærd, se Gærd.
Geni [sje’ni’] (lat. genius). Ved G. betegner
vi den højeste Grad af en alm. ell. særlig
aandelig Begavelse, hvis Særkende er den
»skabende« Evne, der frembringer ny Værdier i
Videnskab, Kunst, Teknik og Liv ell. slaar ind
paa ubanede Veje og anviser ny frugtbringende
Synspunkter og Metoder. Om et saadant
Menneske, der mærkelig naturbestemt, som drevet af
en Genius, virker revolutionært, idet han
betegner et Gennembrud, siger vi, at han har
G., og ogsaa, at han er et G. Skønt G. beror paa
en vis lykkelig og harmonisk Kombination af
Evnerne, særlig Anskuelse, følelsesbetonet
Fantasi og Intelligens, fremtræder det dog som
ejendommelig retningsbestemt. Vi finder vel G.,
der aabenbarer genial Evne i f. Eks. alle Grene
af den bildende Kunst (Lionardo da Vinci,
Michelangelo) og i fl. Videnskaber (Descartes,
Leibniz), men et egl. Universalgeni kender vi
ikke, og ret hyppig synes G. endogsaa temmelig
indskramket ell. jævnt begavet uden for sin
Sfære, hvad der dog maaske har sin Grund i
den altoptagende Interesse, som
Hovedretningen faar. Man skelner derfor mellem det
teoretiske G. (filosofisk, matematisk, historisk,
sproglig o. s. v.), der viser sig ved
banebrydende videnskabelige Ydelser (Synspunkter,
Ideer, Metoder), det kunstneriske G.,
der ytrer sig ved Indførelse af ny Værdier og
Retninger i Poesi og Kunst, og det
praktiske G., der igen enten er teknisk ɔ: viser sig
i Beherskelse af de ydre Naturkræfter (store
Opfindere) ell. statsmandsmæssig reformatorisk,
der fremtræder i Evnen til at omforme og
organisere menneskelige Livsforhold og lede og
beherske Mennesker. Som der mellem
Normalmennesket og Talentet kun er en Gradsforskel,
saaledes ogsaa mellem Talentet og G., men det
gaar her som mange St. i Naturen, at de
kvantiterende Overgange afsætter kvalitative
Forskelle. En saadan føles mellem Talentet og
det udprægede G. G. er original, nyskabende i
sine Ydelser, løser Problemer, der hidtil gjaldt
for uløselige, og giver sin Tidsalders
Tankekredse og Bestræbelser et helt nyt Indhold ell.
ny Maal, indleder ny Epoker, medens Talentet
bevæger sig i kendte Baner og arbejder efter
givne Mønstre og Metoder. Er G. der og har
vist Veje og Maal, saa vækkes Talenterne og
overtrætter maaske G. i at finde paa Midlerne.
G. skaber paa en anden Maade end Talentet.
Talentet arbejder mere bevidst, han ved,
hvorledes og hvorfor han naar til visse Slutninger,
han beregner med Flid Midlerne til at naa
Maalet og kombinerer Enkelthederne til et
Hele. G. skaber uvilkaarlig og ubevidst, han
arbejder vel strengt og kæmper med en uhyre
Taalmodighed (»G. er en grænseløs
Taalmodighed«) under den ny Idés Fødselsveer, men
endelig træder denne tilsyneladende uformidlet
og som tilfældig (inspireret) frem for Sjælen
(Galilei og den svingende Hængelampe, Newton
og Æblet). Talentet lader sig udvikle og
forstærke ved Flid og Øvelse, G. kan ikke saaledes
metodisk opklækkes, det vaagner og arbejder
med et Naturinstinkts Magt: »i G. giver
Naturen Kunsten Regler«. Naturligvis kommer det,
G. yder, ikke frem uden Sammenhæng med,
hvad der gærer i Tiden, G. staar som paa en
Høj og ser Solen gaar op før de andre, men
han ser dog Solen før dem, hans Ideer rager
dog vidt ud over Tidens alm. Anskuelseskreds,
og idet hans Produktionsmaade jo nu tillige er
af en saa usædvanlig Art, og Manden maaske
i det hele taget er noget »underlig«, bliver G.
ikke sjælden miskendt af sine Omgivelser,
forfulgt og erklæret for forrykt, og
Navnkundigheden kommer maaske længe efter, at han har
kæmpet sine stærke Kampe; som Leibniz siger:
»at kaldes for en stor Aand i ens Levetid er et
daarligt Bevis for, at man virkelig er det«. I
en nyere Tid er der (ved Moreau de Tours,
Hagen, Lombroso, P. J. Möbius o. a.) gjort
Forsøg paa videnskabelig at paavise et vist
Slægtskab mellem G. og Vanvid, en gammel
Tanke (nullum ingenium sine atiqva dementia,
»intet G. uden noget Afsind«), G. skal være en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
