Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Geografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fremgang viser sig i denne Periode i
Kartografien, idet nu Kompasset kommer alm. i
Brug. Bl. de ældste Mønstre paa de berømte
ital. Kompaskort, de saakaldte Portulaner, der
forbavser ved deres Nøjagtighed, maa nævnes
Pietro Visconti’s (1318) og Marino Sanuto’s
(1320). Endnu højere staar dog det saakaldte
katalaniske Kort, forfærdiget 1375 af en ukendt
majorkansk Styrmand, og Venetianeren Fra
Mauro’s Kort fra 15. Aarh., der viser Marco
Polo’s, Nicolo Conti’s og Portugisernes
Opdagelser i Østasien og langs Afrikas Vestkyst.
Den nyere Tid. Renaissancetiden bragte
ogsaa nyt Liv i G. Et mægtigt Stød hertil var
de store portug. og sp. Opdagelser, der ikke
blot næsten fordoblede den da kendte Verdens
Udstrækning, men ogsaa bragte hidtil ukendte
Produkter, Kendskab til ukendte Naturforhold
og ny Folkeslag samt skabte ganske ny Baner
for Verdenshandelen. De Lærde opfordredes
derved til at samle og nedskrive den Sum af
Iagttagelser, som Opdagerne bragte hjem fra
deres eventyrlige Tog. 16. og 17. Aarhundrede
bliver Kosmogratiernes Tid, »disse«, som Løffler
udtrykker sig, »litterære Pulterkamre, hvori
Datiden, sædvanlig uden Kritik og under
mange Misforstaaelser, nedlagde hele sin geogr.
Viden«. Som et Mønster paa disse kosmografiske
Haandbøger kan nævnes Sebastian
Münster’s fra 1550. Hos ham, som hos de øvrige
Kosmografer, mangler Naturskildringer, men
Opregning af Produkter, Byer, Floder,
Seværdigheder, Kongerækker m. m. træder i Stedet.
Som man ser, minder dette nærmest om vore
Rejsehaandbøger. Efter 1600 blev Ordet G.
atter indført i St f. Kosmografi, der efterhaanden
forsvandt. Ved Midten af 17. Aarh. udkom et
fortræffeligt og banebrydende Værk, nemlig
Geographia generalis af Bernhard
Varenius (Varen) (1622—50). Af de enkelte geogr.
Fag gjorde Oceanografien store Fremskridt p.
Gr. a. Sørejserne; store Havdybder kunde man
ganske vist ikke maale, men Tidevandet og
Havstrømmene studeredes med Iver.
Portugiserne havde saaledes allerede i 15. Aarh.
opdaget Guinea-Strømmen, Vasco da Gama
fandt Mosambik-Strømmen og Alaminos iagttog
og benyttede Golfstrømmen i Strædet ved
Florida. Desuden blev Luftstrømningerne udførlig
beskrevne, og Navne som Passater og Monsuner
optræder. Den mat. G. tog et mægtigt Opsving
ved Coppernicus’ og Kepler’s Optræden,
Bredde- og Længdebestemmelser blev skarpere, og
den første Gradbue blev udmaalt ved
Triangulation mellem Alkmaar og Bergen op Zoom.
Kortene, der nu udkastedes efter mat.
Bestemmelser, forbedredes, og Hegemoniet i
Kartografien, der i 15. Aarh. tilhørte Italienerne,
gik i første Halvdel af 16. Aarh. over til deres
Elever, de portug. og sp. Lodser. I Midten
af Aarh. blev dog ogsaa disse overfløjede af
Tyskerne, der henimod Slutn. af Aarh. atter
blev fortrængte af Hollænderne, hvis
Blomstringstid udfylder 17. Aarh. Af særlige
Kortarbejder kan her nævnes Tyskeren Martin
Behaim’s Globus og Flamlænderen
Gerhard Mercator’s banebrydende
Kortværker. Af holl. Kartografer kan fremhæves
Hondius, Willem Jansson, De Witt og
Vischer; ogsaa en dansk Kartograf fra
denne Periode er blevet berømt, nemlig
Johannes Meyer fra Husum. I Hovedsagen staar
G. i 18. Aarh. paa samme Standpunkt, og
Hübner’s »Vollständische Geographie« svarer
i alt væsentligt til de gl. Kosmografier.
Imidlertid skete der indirekte et stort Arbejde for G.
ved Naturvidenskabernes, Etnografiens og
Statistikkens begyndende Opblomstren. Det var i
18. Aarh., at Réaumur konstruerede sit
Termometer og Harrison (1693—1776) opfandt
Kronometeret, at De Luc 1772 udfandt
Formlen for barometrisk Højdemaaling, og det første
meteor. Akademi blev stiftet 1780; et mægtigt
Fremskridt skete i den fys. G. ved Skabelsen
af en geol. Videnskab gennem A. G. Werner
(1750—1817). Linné grundede det bot.-zool.
Studium; Plante-G. grundlagdes af
Wildenow, ligesom Dyre-G. indlededes af
Zimmermann. Endelig begyndte ogsaa
Antropologien at vise sig i Camper’s og
Blumenbach’s Værker, og man begynder at tage
fat baade paa statistiske Undersøgelser og
sammenlignende Sprogvidenskab. Kartografien
anvendte hele det forøgede astron. Materiale og
hævede sig, navnlig i Frankrig med Navne som
Delisle og d’Anville, til en hidtil ukendt
Højde. Der var saaledes i de Videnskaber, til
hvilke G. hovedsagelig maa støtte sig, gjort en
Række betydningsfulde Forarbejder, og endelig
fremtræder i 19. Aarh. Stifterne af den
moderne geogr. Videnskab, nemlig Alexander v.
Humboldt og Karl Ritter. Humboldt
(1769—1859) var opr. uddannet som
Naturforsker og Elev af Werner, hvis Phiton-Teori han
sammen med Leopold v. Buch udviklede,
hvorved de fik en afgørende Indflydelse paa
Opfattelsen af Vulkanerne og Jordklodens
Bygning. Paa udstrakte Rejser, navnlig sammen
med Bonpland i Syd- og Mellemamerika
1799—1804 og til Ural og Centralasien 1829,
samlede han en rig Sum af selvstændige
Iagttagelser, som han har nedlagt i Afh. »Ansichten
der Natur« og Kæmpeværket »Kosmos«. Ogsaa
i særlig geografisk Retning skylder vi ham
vigtige Bidrag, saaledes f. Eks. i hans store Værk
over Centralasien’s Bjergsystemer, der
væsentlig er af historisk-kritisk Indhold, og i hans
Hovedværk, »Planternes geografiske
Udbredelse«. Endvidere kan nævnes, at det var
Humboldt, der opfandt Brugen af Isotermer, ligesom
det er ham, hvem vi skylder Grundlæggelsen af
et System af magnetiske korresponderende
Iagttagelser. I Modsætning til den vidtberejste
Naturforsker Humboldt var Ritter (1779—1859)
Hjemmegeografen, den boglærde Mand med en
nærmest historisk Uddannelse, men dog
langtfra ukyndig i Naturvidenskaberne. I St. f.
Humboldt’s glimrende Fremstilling og ofte
maleriske og tændende Beskrivelser finder man
Ritter tung i Stilen og filosoferende, men han besad
ualm. Talent for det systematiske og et stort
Syn paa G.’s Opgave som Videnskab. De to
Mænd udfyldte paa ejendommelig Maade
hinanden. Vi skylder Ritter ikke alene alm.
Betragtninger over Fordelingen af Hav og Land
og over Kontinenternes Former, men ogsaa en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
