Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gerda - Gerde - Gere den graadige - Gere (dansk-skaansk Adelsæt) - Gere (Skibsbyggerbenævnelse) - gerere - Geres - Gergelimolie - Gergesenerne - Gergis - Gergonne, Joseph Diez - Gergovia - Gerhard den Stridbare - Gerhard (holstenske Grever og sønderjyske Hertuger)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gerda, Kvindenavn; se Gerde.
Gerde, 1) Datter af Jætten Gyme; Guden
Frey’s Elskede; 2) nordisk Kvindenavn (ogsaa
med mange Sammensætninger: Thorgerd o. s.
v.; tilsvarende Mandsnavne ender paa -gard;
den fælles Bet. er vistnok: Værn, den af en
Guddom værnede), genoptaget i den nyere Tid
i den mindre rigtige Form Gerda.
A. O.
Gere (den graadige), en af Odin’s Ulve.
Gere, Navn, der i Slægtebøgerne tillægges
en uddød dansk-skaansk Adelsæt, af hvilken
enkelte Medlemmer kaldte sig Most. Slægten,
der maaske er af samme Rod som en sv.
middelalderlig Slægt G., førte et ved en opstaaende
Sølv Spids af sort og rødt delt Skjold, paa
Hjelmen et af Sølv og rødt og et af sort og
Sølv delt Vesselhorn. Ove Pedersen, der
levede 1354, ejede Padeborg, nu Sparresholm,
som gik i Arv til hans Sønner. Gisleberg-
og Jordbjerg-Liniens Medlemmer var
hovedsagelig knyttede til Provinserne Ø. f.
Sundet. Til den sidste hørte Falk G. (ell. Most)
til Bjørnstrup, der nævnes 1649, og som faldt
i den nederlandske Krig, vistnok som Slægtens
sidste Mand.
P. B. G.
Gere, Skibsbyggerbenævnelse paa et Stød
(Samling) i et Skibs Klædning, paa Steder,
hvor 2 Klædningsrange afbrydes og fortsættes
af en enkelt Klædningsrang. G. findes for og
agter i Skibet, idet Spanteomtrækket dér er
en Del mindre end midtskibs, og Antallet af
Klædningsrange maa formindskes, for at de
enkelte Range ikke skal blive for smalle.
H. P. C.
gerere (lat.) sig, opføre sig, klare sig.
Geres [’kæræs] (ell. Gerez) se Caldas.
Gergelimolie, d. s. s. Sesamolie.
Gergesenerne, hvis Egn omtales efter en af
Læsemaaderne Mat. 8, 28, har efter
Sammenhængen boet Ø. f. Gennesaret Sø. Deres By
er blevet identificeret med Kursi ved wadi
es-samak.
J. P.
Gergis, en mindre Oldtidsby i Lilleasien, i
Landskabet Troas, i Nærheden af Lampsakos.
Befolkningen ansaas at stamme fra Kypern og
fra Mysien.
H. A. K.
Gergonne [зær’gån], Joseph Diez, fr.
Matematiker, f. i Nancy 19. Juni 1771, d. 4.
Apr. 1859. G. var først Løjtnant i Artilleriet,
men virkede derefter som Prof. i Matematik,
først i Nîmes, senere i Montpellier. G. var
Grundlægger samt 1810—31 Udgiver af Annales
de mathématiques pures et appliquées, hvortil
han har leveret mange betydelige Bidrag.
Mellem disse maa fremhæves hans Opstilling af
Dualitetsprincippet for Figurer sammensatte af
Punkter, rette Linier og Planer (se
Dualitet).
Chr. C.
Gergovia, gallisk By i Arvernernes Land,
6 km S. f. Clermont-Ferrand paa en 740 m
høj, 1500 m lang og 600 m bred, vanskelig
tilgængelig Højde, der endnu bærer det gamle
Navn, idet den kaldes Mont Gergoie. G.
forsvaredes med Held mod Romerne 52 f. Kr. af
Vercingetorix i den store galliske Opstand.
Under Augustus flyttedes Indbyggerne i G. til
Augustonemetum (Clermont-Ferrand), fra
hvilken Tid af G. tabte sin Bet. Napoleon III lod
1860—64 foretage Udgravninger paa Stedet, men
Udbyttet var ikke stort. (Litt.: E.
Desparden, Géographie de la Gaule Romaine II).
V. S.
Gerhard den Stridbare, Greve af
Oldenburg og Delmenhorst, yngste Søn af Didrik
den Lykkelige og Broder til Kong Christian I
af Danmark, f. c. 1430, d. 1499 ell. 1500. G. laa
i en stadig Strid med sine Brødre: med Morits,
den næstældste, d. 1464, om Besiddelsen af
Stamlandene og med Christian om Betalingen
af de 40000 rhinske Gylden, denne havde
forpligtet sig til at betale hver af sine Brødre
til Vederlag for deres Del af Holsten. 1465 og
1466 gjorde G. Indfald i Holsten, da Pengene
ikke var blevne rettidig betalte, og blev endog
en Tid af Kongen anerkendt som Statholder.
Senere blev han dog fordrevet, men vendte
sig til ny Kampe, og efter en urolig Regering,
der skaffede ham Tilnavnet bellicosus, frasagde
han sig 1482 denne. Han kæmpede derefter
vistnok i Udlandet og døde paa en Valfart til
Compostela. Han var Stamfader til de følgende
Grever af Oldenburg og Delmenhorst, som
uddøde med Anthon Günther 1667.
(A. Frs.). L. K.
Gerhard, Navnet paa forsk. holstenske
Grever og sønderjyske Hertuger af den
schauenburgske Æt, bl. hvilke kan nævnes:
1) G. I, Søn af Grev Adolf IV af Holsten og
Schauenburg, f. c. 1232, d. 1290. I G.’s og hans
Brødres Mindreaarighed styredes Landet af
Abel Valdemarssøn, der var gift med deres
Søster Mechtilde, og som senere
understøttede dem i Kampen mod Erik Plovpenning. Da
Kongen 1250 tvang Abel til at afstaa
Rendsborg, beredte Greverne sig alt til at angribe
denne Grænsefæstning, da Rygtet om Erik’s
Mord naaede dem; senere blev den dem
tildømt af et Nævn. Efter Christoffer I’s Død
hjalp Greverne Erik Abelssøn i hans Kamp om
Sønderjylland og deltog bl. a. i Slaget paa
Lohede, hvor den unge Kong Erik og hans
Moder faldt i Fangenskab (1261). Da Broderen
Grev Johan døde 1263, styrede G. en Tid lang
for hans to Sønner, indtil Landene c. 1273
skiftedes, hvorved G. foruden Stammelandet
Schauenburg fik 2/3 af Holsten med Rendsborg
som Hovedstad. Han efterlod sig tre Sønner,
bl. hvilke den betydeligste var 2) G. II den
Blinde, der ved en snart paafølgende Deling
erhvervede sig Vagrien med Hovedstaden Pløn.
Det var en klog og dygtig Herre, som snart
blev den mægtigste Fyrste i Holsten og førte
talrige Krige dels med sine Slægtninge, de
andre holstenske Grever, og Adelen, dels med
Ditmarskerne og Lybeckerne, hvem hans
nyanlagte Borg Travemünde var en Torn i Øjet.
Ved sine Giftermaal var G. nøje knyttet til
Norden, idet han først var gift med en svensk
Prinsesse og efter hendes Død med Erik
Klipping’s Enke Agnes af Brandenburg (1293), med
hvem han havde Sønnen Johan den
Milde. Ved dette Ægteskab kom han hyppig
til at gribe ind i Danmarks Forhold under
Erik Menved’s Mindreaarighed og Ungdom, og
mangfoldige er de Regeringshandlinger, hvortil
han baade da og senere medvirkede, saaledes
spillede han bl. a. en fremragende Rolle paa
Erik’s store Tog til Sverige 1306—07 og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
