- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IX: Friele—Gradient /
741

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gjellerup, Karl Adolf - Gjellerup, Sofus Michael - Gjelsted - Gjelsvik, Nicolaus Mathias

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

og — opvokset som han var i den Fibiger’ske
Slægts æstetiske Interesser — fordybede den
unge Teolog sig i den græske Antik, i tyske
Klassikere, særlig Schiller, og i moderne
engelske Digtere. Shelley og Byron har det vel
ogsaa været, som først førte ham over i
1870’ernes Brandes’ske Bevægelse, og han blev
nu en fyrig Adept af Georg Brandes og af
Tidens radikale Naturalisme. Lige efter at have
taget teologisk Eksamen (1878) skrev han de
polemisk-fritænkerske Nutidsfortællinger »En
Idealist« (1878) og »Det unge Danmark« (1879);
Tendensen mod Kristendommen bærer ogsaa
den hist. Roman »Antigonos« (1880), i hvilken
G.’s græske Dannelse i øvrigt faar et smukt
Udtryk. Samtidig uddannede G. sig ivrigt i
moderne Retning ved Studium af Darwin og
Spencer (1881 fik han Universitetets Guldmedaille
for en filos. Prisafhandling) og ved Læsningen
af den ny fr. Romanlitteratur. Digtsamlingen
»Rødtjørn« (1881) var Udviklingsfilosofi og
Fritænkerpolemik sat i — ofte barokke og
uheldige, omend nu og da originale og farverige —
Vers. I Digtcyklen »Aander og Tider« ved
Darwin’s Død (1882) lykkedes det ham bedre at
omsmelte moderne Naturvidenskab i poetiske
Syner; s. A. skildrede G. i Romanen
»Germanernes Lærling« med megen Forstaaelse sin
aandelige Udvikling. Imidlertid begyndte G.’s
hidtidige Radikalisme temmelig hurtig at sætte
sig; efter at have skrevet to kønne, men
ménløse og tamme Nutidsnoveller »Romulus« og
»G Dur«, kom han ud at rejse — til Tyskland,
Grækenland og Rusland —, og i sine
Rejseskildringer »En klassisk Maaned« (1884) og
»Vandreaaret« (1885) brød han paa voldsom Maade
med »Brandesianismen«. Han var ogsaa paa
denne Tid kastet ind i lidenskabelige personlige
Brydninger (1887 indgik han Ægteskab). I sin
Digtning famlede han nu efter en højere, ideal
Retning, idet han vilde forbinde sit moderne,
naturmæssige Livssyn med den humanistiske
Idealisme, som han havde inddrukket fra sin
tidligste Ungdom. Med sin omfattende æstetiske
Dannelse lod han sig inspirere, snart af
gammelnordiske Emner (»Brynhild« [1884],
»Hagbart og Signe« [1888], han overs. ogsaa 1895
Eddasangene), snart af klassisk gr. (»Tamyris«
[1887], »En klassisk Legende« [s. A.]), nu af
Rokokoen (»Bryllupsgaven« [1888]), saa af
Revolutionen (»St Just« [1886]). Medens han i
den stort anlagte Digtning »Tamyris«
nærmest maa siges at have forløftet sig paa en
skøn, ophøjet Idé, er der i »Brynhild« en
tragisk Følelsesgæring og et storladent Tankesving,
som løfter G.’s noget anstrengte Verskunst op
til virkelig Poesi. Nok saa meget umiddelbart
Liv var der dog i de to Romaner, i hvilke G.’s
Kunst atter nedlod sig til Nutidens
Virkelighed. »Minna« (1889) og »Møllen« (1896) skildrer
stemningsfuldt og anskueligt, fængsler Læserens
medfølende Interesse og søger psykologisk at
forklare, moralsk at bedømme alvorlige
sjælelige Konflikter. Ubetydeligere og romanagtige
virkede Fortællinger som »Ved Grænsen« (1897)
og »Tankelæserinden« (1902). I Dramaet, som
G. samtidig slog sig paa, var det heller ikke
»Kong Hjarne Skjald«, som skaffede ham
Laurbær, men Nutidsskuespillene »Herman Vandel«
(1891) og især det virkningsfulde og poesirige
»Wuthorn« (1893), der gjorde Lykke paa
Scenen. Imidlertid havde G. bosat sig i Dresden,
hvor hans Hustru hører hjemme. Og — vel til
Dels gennem Wagner, hvis Musik G. tidlig
interesserede sig for (»R. Wagner i Trilogien
Nibelungen Ring« [1890]) — kom den stadig
søgende og lærelystne Aand fra
Aarhundredskiftet ind paa indisk Religionsfilosofi, og fra
den henter en Rk. ny digteriske Arbejder deres
Inspiration: Legendedramaerne »Offerildene«
(1903) og »Den fuldendtes Hustru« (1907), de
store Romandigtninger »Pilgrimmen Kamanita«
(1906) og »Verdensvandrerne« (1910). I sine
sidste Romaner har G. imidlertid igen søgt
andetsteds hen — i »Rudolph Stens Landpraksis«
(1913) til Nutidens Danmark, i »Guds Venner«
(1916) til den tyske Reformationistid. En Digter-
og en Tænker-Begavelse kæmper paa en egen
Maade i G.; hans Digtning svulmer ikke just af
Naturel og Oprindelighed, den sproglige Kraft er
ringe og det kunstneriske Instinkt ikke sikkert,
men der er høj poetisk Intelligens, megen
kunstnerisk Kultur og Kunnen i ham, og der
ligger en fin og alvorlig moralsk Interesse, et
dybt og ophøjet filos. Syn bag meget af hans
brogede Produktion. 1917 fik G. den ene
Halvdel af Aarets Nobel-Præmie.
V. V.

Gjellerup, Sofus Michael, dansk
Historiker, ovenn.’s Halvbroder, f. 22. Aug. 1838,
d. 24. Novbr 1910. G., som siden 1879 var ansat
ved Universitetsbiblioteket, var meget kyndig i
dansk Adels-, Kirke- og Undervisningshistorie
i 16. og 17. Aarh. 1868—70 skrev han »Biskop
Jens Dinesen Jersin«, et lille, men vægtigt
Bidrag til Tidens Samfundshistorie; desuden kan
nævnes hans »Bemærkninger om
Samfundsforholdene, især Opdragelsen, hos den danske Adel
i Tidsrummet 1536—1660« (»Hist. Tidsskrift«,
1873). 1874—75 udgav han sammen med C. F.
Bricka en Samling Ligprædikener under Titlen
»Den danske Adel i 16. og 17. Aarh.«, 1. Bd.
Kr. E.

Gjelsted, voksende Sogne- og Stationsby i
det nordvestlige Fyn, Vends Herred, Odense
Amt, c. 17 km SØ. f. Middelfart, havde 1. Febr
(1916) 102 Gaarde og Huse og 466 Indb. (1906:
198), Kirke, Præstegaard, Missionshus (opført
1889), Forsamlingshus, Skolehjem for forsømte
Drenge, Sparekasse for G. og Omegn,
Elektricitetsværk, Cementvarefabrik, Andelsmejeri,
Møller, Købmandshandel m. m. samt Station
paa Tommerup—Middelfart-Banen.
H. W.

Gjelsvik [’jæls-], Nicolaus Mathias,
norsk Retslærd og Sprogpolitiker, f. 11. Apr.
1866 i Vefring, Sørdfjord, blev Student 1887,
cand. jur. 1893. Efter at have været
Sorenskriverfuldmægtig og opholdt sig i Udlandet med
Stipendium, deltog han 1897 i Konkurrencen om
et Professorat i Retsvidenskab, hvori dog hans
Medbejler (Prof. F. Stang) sejrede, medens han
27. Septbr s. A. blev beskikket som Docent i
samme Fag. Paa den ene af sine
Konkurrenceafhandlinger, »Om Vildfarelsens Indflydelse paa
Retshandlers Gyldighed« (1897) opnaaede han
det flg. Aar Doktorgraden. Han var 1901—02
Medlem af Komiteen ang. Norges Tiltrædelse
af de i Haag foreslaaede Konventioner om en

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:53:57 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/9/0764.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free