Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gladstone, William Ewart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Frisind. Da den neapolitanske Regering dristede
sig til at tage til Genmæle imod denne
Skildring, blottede han i et nyt Flyveskrift endnu
yderligere dens skændige Adfærd; desuden
oversatte han (1851—54) Farini’s store Bog:
»Kirkestatens Historie siden 1815«, der gav et
lign. trøstesløst Billede af de derværende
Tilstande. Ogsaa tog han 1852 (samt paany 1858)
Ordet for Belgiens Trykkefrihed, som truedes
af den fr. Regerings Klager. Da Russell gik af
Febr 1852, tilbød den ny konservative
Førsteminister, den senere Jarl Derby, G. Posten som
Skatkammerkansler (hvad han allerede havde
tilbudt ham et Aar tidligere) i Haab om at
kunne vinde Peeliterne tilbage til Partiet. G.
afslog den dog og sluttede sig under den flg.
Sommers Valgkamp til Forbundet mellem alle
de frisindede Grupper for at værge
Frihandelen imod Ministeriets tydelige Ønsker om at
genindføre Toldbeskyttelsen for Landbruget.
Frihandelen blev saaledes den Bro, der førte
ham bort fra den konservative Lejr over til
den liberale. Da Disraeli i Parlamentets ny
Samling fremlagde sin Finansplan, var det netop
G., som ved sin knusende Kritik 17. Decbr 1852
tvang Ministeriet til at gaa af. Han var derfor
selvskreven til at blive Skatkammerkansler i
det ny Ministerium Aberdeen, og vandt alm.
Bifald, da han selv fremsatte sit Budgetforslag.
Det godtgjorde nemlig hans overlegne Indsigt
som Finansmand og hans snildrige Flanlæggelse
for de flg. Aars Finansstyrelse. Han optog
Traaden fra 1845 med systematiske
Tarifreformer og lagde særlig Vægt paa at fremkalde en
ligeligere Fordeling af Skattebyrden ved at lade
den falde der, hvor Skatteevnen var.
Toldbeskyttelsen blev ophævet ell. nedsat for en
Mængde Varer og Tarifposternes Tal stærkt
formindsket. Ogsaa andre Skatter omformedes,
Afgift paa Arv indførtes (ogsaa for fast
Ejendom), og ved Indkomstskatten gjordes der
Adskillelse imellem Indtægtskilderne. Han
hæmmedes i sine Planer ved Krigen mod Rusland
1854, og han gik af som Minister Febr 1855,
fordi han ikke vilde finde sig i Roebuck’s
Forslag om en Kommission til at undersøge
Krigens Førelse; det var jo ogsaa særlig rettet
imod Krigsministeren, den ny Hertug af
Newcastle (den tidligere Jarl Lincoln). Han afslog
derfor ogsaa Tilbudet om at gaa over i
Palmerston’s Ministerium. Medens han opr. havde
kæmpet imod et Forslag om en Kommission til
at undersøge Univ.’s Ordning, tog han 1854
væsentlig Del i Drøftelsen af Lovforslaget om
Oxford Univ., uden at kunne hindre, at dets Præg
som højkirkelig Institution til Dels udviskedes.
Ligeledes medvirkede han 1855 til Oprettelse
af Prøver for vordende Statsembedsmænd,
hvorved den tidligere Skik at besætte Embederne
efter personligt Kendskab og Stormænds
Paavirkning væsentlig indskrænkedes.
Sin Fritid brugte han til at udarbejde en
stor Bog om »Homer og den homeriske
Tidsalder« (3 Bd, 1858, ny Udg. 1869 under
Navnet Juventus mundi), men den vidnede bedre
om hans Begejstring for Emnet end om hans
videnskabelige Kritik; han var ligesaa
ortodoks i sin Tro paa Homer, som han havde
været i sin Tro paa Statskirken. Som
uafhængigt Medlem af Underhuset tog han
Forsommeren 1855 fl. Gange Ordet for en snarlig
Fredslutning og udtalte Juli 1857 en skarp
Misbilligelse af Krigen mod Kina som uretfærdig,
ligesom han allerede 1840 havde gjort om den
daværende Krig, der nærmest var fremkaldt
ved Indførsel af Opium fra Indien. Ligeledes
deltog han Jan. 1858 i Angrebet paa
Palmerston, fordi dennes Forslag om Straf for
Mordforsøg paa fremmede Fyrster var et Indgreb,
i Englands hævdvundne Asylret. Da Angrebet
førte til Palmerston’s Afgang, fik han paa ny
Tilbud fra Derby om at indtræde i hans
Ministerium som Skatkammerkansler — Disraeli var
endda villig til at indrømme ham Ledelsen af
Underhuset, den vigtigste Stilling næst efter
Førsteministerens. G. afslog det ligesom 6 Aar
tidligere (fik 1/2 Aar senere Tilbud om at blive
Minister for Indien). Dog indtog han en ret
venlig Holdning over for det ny Ministerium,
og drog Novbr 1858 som dets overordentlige
Kommissær til de ioniske Øer for at høre og
om muligt afhjælpe Indbyggernes Klager over
det eng. Herredømme. Han modtoges her —
ligesom ved et kort Besøg i Athen — med stor
Velvillie som afgjort Grækerven; men skønt
han fremsatte Forslag om at indføre udstrakt
Selvstyre, kunde han ikke tilfredsstille
Befolkningen, der holdt fast ved Ønsket om Tilslutning
til Grækenland, hvad han dengang hverken
vilde ell. kunde indrømme (6 Aar senere gik han
dog uden Betænkning med dertil). Paa sin
Hjemrejse fra Korfu mødtes han i Turin med
Cavour, lige før Krigen med Østerrig udbrød,
og han var fra den Stund en trofast
Tilhænger af Tanken om Italiens nationale Frigørelse
og Enhed, medens han tidligere kun havde
ønsket at indføre politisk Frihed i de enkelte
Stater. Han misbilligede Marts 1859 det liberale
Partis Klager over Disraeli’s Udkast til en
Valgreform, skønt han selv ingenlunde var
tilfreds dermed, og han vilde have Spørgsmaalet
løst ved et Samarbejde mellem begge de store
Partier for derved at opnaa en god og grundig
Ordning.
Skønt han saaledes havde stillet sig i
Modsætning til det liberale Parti, blev han dog
efter ny Valg Juni 1859 optaget i Palmerston’s
Ministerium som Skatkammerkansler, og han
havde nu i 7 Aar rig Lejlighed til at vise sine
glimrende Evner som Finansmand. Ved
Cobden’s Hjælp (Aftalte med denne blev allerede
truffet i Septbr, altsaa to Maaneder efter
Ministerskiftet) sluttedes 23. Jan. 1860
Handelspagten med Frankrig, og G. gennemførte
derefter en radikal Omformning af Toldtariffen, idet
al Beskyttelses- og Differentialtold bortfaldt, og
Tarifposternes Tal indskrænkedes til 48 (hidtil
419). Hermed afsluttedes den Overgang til
Frihandelen, som han 1842 havde været
Hovedmand for at indlede. Ogsaa i andre Grene af
Beskatningen søgte han at indføre et rationelt
System. I alt fik han i de 7 Aar afskaffet
Skatter til en samlet Sum af 125 Mill. Kr, medens
der samtidig gjordes et 3 Gange saa stort
Afdrag paa Statsgælden. De Fremstillinger, han
aarlig gav af sine Finansplaner, vandt ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
