Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gotland - Gotlandsgruppe - gotlandsk Kalk - gotlandsk Marmor - Gotlandsloven - Gotlænder, S. P. - Goto-Germaner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den ved Freden i Lund 1679. Under den store
nordiske Krig besatte Russerne G. 1717, men
forlod den snart igen. Kortvarig var ogsaa den
russ. Okkupation af G. 22. Apr.—18. Maj 1808.
I nyere Tid har Sverige anlagt
Kystbefæstninger ved Färösund (1885) og en Fæstning ved
Tingstäde NØ. f. Visby (paabegyndt 1899).
(Litt.: A. T. Snöbohm, »G.’s land och
folk« [2. Opl. 1900]; C. J. Bergman, »G.’s
geografi och historia« [4. Opl. 1898]; J.
Paludan-Müller, »Gullands Forhold til
Danmark og Sverige i 14.—16. Aarh.« [1865]; K.
Fabricius, »G.’ske Forhold under Iver
Akselsøn Tot« [»Antikvarisk Tidsskr.«, XVII,
1906]).
G. Ht.
Gotlandsgruppe, Fællesbetegnelse for de i
Skaane forekommende, til den øvre Del af den
gothlandiske Formation hørende Kalk- og
Sandstensaflejringer.
J. P. R.
gotlandsk Kalk er en paa Gotland vidt
udbredt, til den gothlandiske Formation hørende
Kalksten, som indeholder talrige Forsteninger,
især af Koraller, Sølillier (»Encriniter«),
Bløddyr og Trilobitter. Den anvendes meget til
Kalkbrænding, men dog navnlig som Bygningssten.
Farven og Beskaffenheden er meget
vekslende. Paa Store Carlsø og ved Hoburgen (paa
Øens Sydende) brydes saaledes en lyserød,
delvis krystallinsk Sten, som kan slibes og
poleres (»gotlandsk Marmor«). I Øens sydlige Del
er Kalkstenen ofte oolitisk, og ved Visby og
Färösund brydes en graa Varietet. De i
Danmark i ældre Tid som Gravsten og Fliser saa
hyppig anvendte »gullandske Fliser« stammer
derimod ikke fra Gotland, men er rød eller
graa Orthoceratitkalk fra Öland.
J. P. R.
gotlandsk Marmor, se gotlandsk Kalk.
Gotlandsloven (Gutalag), Navnet paa en
middelalderlig Retsbog fra Gotland,
indeholdende en Optegnelse af Øens fra gl Tid
overleverede Ret. I den Redaktion, hvori den
foreligger i de ældste Haandskrifter, er den næppe
synderlig ældre end 1300, men yngre
Haandskrifter viser, at der maa have eksisteret en
anden Redaktion, der mulig gaar tilbage til 12.
Aarh. I hvert Fald bærer Loven paa mange
Punkter et særdeles gammeldags Præg, saavel
hvad Sproget som hvad Indholdet angaar, og
bag ikke faa Bestemmelser skimter man endnu
Hedenskabet. G. bevarede sin Gyldighed,
medens Øen hørte under Danmark, og det var
først efter Gotlands Genforening med Sverige
iflg. Brømsebro-Freden (1645), at den veg
Pladsen for nyere Love (den sv. Landslag og
Stadslag). Fra Dansketiden foreligger en tysk og en
dansk Overs. af den. Den er udg. af
Schlyter i »Samling af Sweriges gamla lagar«, VII
(1852) og af H. Pipping, »Gutalag och
Gutasaga« (Kbhvn 1905—07). En dansk Overs.
foreligger ved Lis Jacobsen, »Guterlov og
Gutersaga« [Kbhvn 1910).
P. J. J.
Gotlænder, S. P., se Judichær.
Goto-Germaner eller Gotoner,
Germaner, Teutoner, er den nordligste af de
indoeuropæiske Folkegrupper, omfattende
Goter, Tyskere, Nederlændere, Frisere,
Angelsachsere og Nordboer. — Navn. G. har over
en Snes Navne, som sammenstilles i nedenn.
Afh. om »Racenavnet«, se Litt. Grækeren
Poseidonios, 1. Aarh. f. Kr., kaldte dem
Kelto-Skyther for at udtrykke en geogr.
Mellemstilling mellem V. og Ø.; senere Grækere kaldte
ofte unøjagtig G. for Galater (modsat Kelter)
ell. Kelter (modsat »Gaiater«, d. v. s. Kelter
i nuv. Mening). Kelterne overførte paa G.
Navnet Germaner (s. d.) efter et Nabofolk i
Belgien; denne Skik optoges af Romerne og af
enkelte Grækere; dog er det kun tre klassiske
Forf. — Plinius, Tacitus, Ptolemaios —, der
bl. Germanerne udtrykkelig medregner
Nordboerne. Siden 3.—4. Aarh. indsnævres
Germanernavnet atter til kun at omfatte
Tyskerne; saaledes hos Dion Kassios og Jordanis,
og dette bliver den folkelig fastslaaede
Sprogbrug, jfr Germania, Germanisme, germanisere.
Paa folkeligere Tysk afløses G.’s Navn
Germaner af »Deutsche« = Tyskere; jfr J. Grimm’s
»Deutsche Grammatik« (1819) og R. Much’s
»Deutsche Stammeskunde« (1905). Siden
Middelalderen bruges ogsaa Synonymet Teutoner,
og denne Sprogbrug sætter sig fast hos
Angelsachserne. En Hollænder i 16. Aarh. og Peder
Syv i 17. Aarh. foretrækker Cimbrer =
Himmerboer.
G.’s ældste virkelig folkelige Navn er Goter.
Allerede 6. Aarh.’s Grækere, saasom Prokop.
bruger det som Gruppenavn uden nøje
fastslaaet Omfang. Tydelig lig G. staar Goter i det
eng. Oldkvad Widsid, hvis yngste Stof er fra
6. Aarh. Tilsvarende Goð-þjód i den norsk-isl.
Edda: her blandes G. med »Guder«. Italienerne
i 13. Aarh. dannede Navnet »Gotik« som
Haansord for »nordlandsk Barbari«; dertil svarer det
middelalderlige »got. Skrift« = lig Runer. Da
de Lærde i 16. Aarh. genfandt Vulfila’s got.
Bibeloversættelse, troede de, at den var paa
G.’s Ursprog, og derfor fastsloges nu Goter som
Folkegruppenavn. Tysk Sprogvidenskabs
Overmagt siden 19. Aarh. bragte Goter til at vige
for Germaner; dette Skifte er uheldigt, da
Germaner er c. 11tydigt, og eng. Germans kun
kan udtrykke »Tyskere«, medens Goter højst
er 3tydigt, og Forvekslingsmuligheden let kan
forebygges ved Genoptagelse af den lidet brugte
klassiske Biform Gotoner. — Inddeling. G.
deles fra sprogligt Synspunkt mest praktisk i
3 Grupper: 1. Gotisk ell. Østgermansk; 2.
Vestgermansk, omfattende Tysk inklusive
Nederlandsk, samt Frisisk-Angelsachsisk; 3. Nordisk.
(»Germansk« forstaas her geogr. = Sprog, der
indtil Folkevandringen taltes paa det nuv.
Tysklands Omraade). Man kunde dog med omtr.
lige saa god Ret dele Vestgermansk i to
Grupper, da Angelsachsisk paa meget vigtige
Punkter staar nærmere ved Nordisk end ved Tysk.
— En i Tyskland yndet Tvedeling,
»Østgermansk« = Gotisk-Nordisk, over for
»Vestgermansk«, overdriver de Slutn., der kan drages
af visse urgamle Fællesudviklinger i Gotisk og
Nordisk. — Gotisk ejer G.’s ældste
Bogmindesmærke, Vulfila’s Bibelovers. fra 4. Aarh. e. Kr.,
men er siden 17. Aarh. helt uddødt;
nærstaaende uddøde Sprog uden Bogmindesmærker er
Vandalsk, Rugisk og Burgundisk. Tysk deles i
Høj- og Nedertysk. Højtysk omfatter det
uddøde Longobardiske i Italien, Baiersk, Svabisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
