Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KRITIK - KUNST OG HUMØR
Tegneren Jensenlus drager til Felts mod en Bemærkning i Samlerens Januar-Kronik. — Vi skal
senere svare den udmærkede Kunstner og paavise de Misforstaaelser han gør sig skyldig i, foreløbig
er det os en Glæde at gore Plads for hans fornøjelige Indlæg, ledsaget af nedenstaaende Selvportræt.
EN høj hat kan være en overmåde
festlig ting at skue, glansfuld,
munter og elegant; men der skal blot en
håndsbredde flor om den, og den bliver
straks en såre begrædelig genstand.
Således kan mange mennesker som ved
et trylleslag miste deres naturlige
munter-hedsglans, når man kommer ind på et eller
andet specielt område, som netop er deres
»kæphest«, deres »orm«, eller hvad man nu
kalder det. Vedkommende skifter pludselig
karakter, fra at konversere går han over
til at docere, fra jævn dagligdags tale
stiger han pludselig op til det højere
bogsprogs sfærer, dybsindige citater og
videnskabelige fremmedord vælder ud af ham.
Han er blevet floromvundet, som Storm-P.
kalder det.
Det er dette mirakel, der sker med
mangen kunstdommer, når han skal til at tale
eller skrive om kunst.
Begravelseshatten på, spøg frabedes!
Jeg taler ikke som den, der er
smerteligt ramt af kunstkenderes dom, endnu har
jeg ikke vovet at udæske den; men jeg
taler som en stilfærdig næringsdrivende her
af staden, en mand, som interesserer sig
for de dele og gerne vil lære lidt ved
deherrer kunstdommeres fødder.
Og når jeg henvender mig til Samleren,
så er det, fordi jeg her for nylig har truffet
et typisk eksempel på det, jeg vil kalde
dansk kunstkritiks floromvundethed.
Samleren har været på »Grønningen«s
udstilling først på vinteren og har her
fundet behag i tegneren Carl Jensens
akvareller, »men« — skriver »Samleren« —
»hans udstilling havde sikkert vundet i
kunstnerisk noblesse, om han havde
udeladt karikaturerne«.
Man betænke vel, at her er tale om en
af de førende på dansk bladtegnings
område, en gennemkultiveret kunstner, som
under de vanskeligste forhold, i overfyldte
mødelokaler, dårligt oplyste auditorier
o. s. v., »tegner folk af«, så det store
publikum kan se, hvem det skal være, og
bringer disse tegninger i en form, der kan
tilfredsstille ethvert — kunstnerisk såvel som
teknisk — krav, som mere kræsne læsere
måtte stille, og derved giver det store blad,
han arbejder ved, et præg, der verden over
smukt kan vidne om dansk smag og kultur.
Men den slags arbejder skæmmer —
efter dansk kunstkritiks mening — en
kunstudstilling, støder an mod noget saa fint
som den »kunstneriske noblesse«, fordi det
er —■ karikaturer!
Vil man udspørge en kunstkritiker om
karikaturkunst, får man to orakelsvar, det
ene er: Daumier, det andet: Den store
satire. Videre end til den store franskmand
Daumier er han sjældent kommen, og med
»den store satire« forstår han gerne
billeder, hvis emner er hentet fra lastens hu-
ler og elendighedens boliger. Alverdens
jammer og elendighed — det er »mad for
Mons«. Er man naiv nok til at henlede lians
opmærksomhed på den mere muntre og
festlige side af denne kunstart, vil han
uvægerligt få kvalme.
Er denne fremstilling mon videre
overdreven? Som lægmand kan jeg bevidne, at
Jensenius: Selvportræt
betragtet udefra tager dansk kunstkritiks
holdning over for humoristisk
karikaturkunst sig saaledes ud.
Her lades al munterhed ude.
Den literære kritik er ikke slet så
ængstelig af sig over for munterheden. Det var
med fuld honnør, at en højliterær domstol
ifjor tildelte dagbladshumoristen Viggo
Barfoed det literære Carl Mollers legat. At
noget tilsvarende indtil dato har været
utænkeligt inden for kunstens verden, skal
jeg belyse ved et Par eksempler.
I begyndelsen af århundredet forsøgte
man at formå kunstforeningen til at
arrangere en retrospektiv udstilling af Alfred
Schmidts bedste arbejder; så vidt jeg ved,
kom der intet svar, bestyrelsen var
rimeligvis besvimet blot ved tanken. — Nogle
år senere prøvede Valdemar Andersen at
få sine fortrinlige teaterkarikaturer op på
forårsudstillingen: kassation, —
karikaturer stødte formodentlig an mod
udstillingens kunstneriske noblesse. Denne
tegner, en af vore eleganteste karikaturister,
kendtes overhovedet ikke af kritiken, før
han blev dekorationskunstner, det er vel
højere oppe i rangklasserne, ligesom Axel
Nygaard, der omkring 1910—12 var en
storstilet humorist, først opdagedes, da han
begyndte at tegne vignetter; det er vel
også finere I
Har nogen dansk kunsthistoriker
nedværdiget sig til rigtig at befatte sig med
karikaturkunst? — Vi ulærde må, hvis ikke vi
vil nøjes med C. E. Jensens »Album«, gå
»hinsidan«, til Carl G. Laurins
»Skämtbil-den«, når vi vil høste lærdom på dette
område. Vi er nemlig nødt til at søge
vejledning her, de myldrer jo om os, alle disse
karikaturtegninger, i aviser, søndagstillæg
og ugeblade, på plakater og bogomslag.
Vi må plukke af kundskabens træ for at
kende forskel på godt og ondt, på ægte
og uægte af alt dette; vi vil kende det
bedste for at kræve det bedste af disse
mange karikaturmagere.der myldrer på vor
vej. De skyder frem som ukrudt (og måske
mange af dem ikke er andet) de kan sætte
nok så kønne blomster og nok så
forfærdelige vildskud, men hvem alt dette
myldrende liv ikke interesserer et lod, det er
kunstens floromvundne oldermænd. De ser
højt, højt over alt dette, bort til den store
kunsts tågede vidder, hvor spøg og
munterhed efter deres mærkelige begreber ikke
hører hjemme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
