Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Devold: „Fred“ og teologerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Imidlertid er der nu foregaaet en principiel forandring inden vor
teologi. Den historiske litteraturkritik har gjort det af med bibelen
som gudgiven kodex og gjort den til en samling af kristendommens
mere og mindre værdifulde kildeskrifter, som vil bedømmes historisk.
Dette i forbindelse med det af kirke og teologi uafhængige aandslivs
seirende overlegenhed i den almene bevidsthed har ført til en definitiv
opgivelse af bibelen som pave og ført til en fuldstændig omvæltning
i standpunktet, saaledes at det sidste afgjørende i bedømmelsen, op
fattelsen og hele den personlige stilling til kristendommen ligger hos
en selv. Dette gjennembrud er hos os kommet ved prof. Petersen.
Og hvordan d°nne krisis er foregaaet hos ham, uden at føre bort fra
kristendommen, men tverfcimod til personlig inderliggjørelse og over
bevisning, det er, hvad „Hvorfor jeg tror" fortæller. Man vil altsaa
forståa, at den betyr, at den personlige kritiks og frie tænknings ret er
trængt gjennem inden vor teologi; at enhver teolog herefter laver sig
sit eget system, saa godt han kan eller trænger, og ikke er henvist
til at sluge nogetsomhelst patent, at hovedvægten ikke mere lægges
paa den ortodoxe formning, men paa religiøst liv.
I al korthed vil jeg karakterisere forskjellen mellem Johnson &
Gasparis teologi og den, som foresvæver os saaledes:
Deres det var den hellige Bernhards brændende nidkjærhed
for Guds hus, med alle dets hellige overleveringer og med billedet af
den korsfæstede høit opstillet paa altarbordet som det samlende aande
lige midtpunkt. Og det var den fine, omfangsrige lærdom, som i
barnlig fromhed og übetinget tillid til kirkens tro havde opslaaet sit
telt under de hellige hvælvinger for at yde tjeneste ved helligdommen.
V i derimod er gaaede ud af huset, ud under Guds frie him
mel, ud blandt menneskenes mængde og har der fundet m eniiesk e
sønnen. Om ham flokker vi os og agter at forblive der trods
Nietzsches „Uebermensch". Han er mennesket i dets gudbeaandede,
sædelige adel; han er vor lærer og hjælper og herre, og vi glemmer
ingenlunde, at han er gaaet i døden for os. •— Men vi lever blandt
menneskenes mængde og tænker og taler, som ellers mennesker for
tiden gjør. Vi tror, at kristendommen er fugl Fønix, som fornyer sig
selv fra slægt til slægt, saaledes at hver slægt gjennemtænker den
paa sin vis og udtaler den paa sit sprog. Jesu historie, dens doku
menter og verdenshistoriske følger blir det objektivt faste. Opfattelsen,
anvendelsen enhver tids egen. — Vi er nu beherskede af naturalismen
med dens empiriske metode og erkendelsesteoretiske nøkternhed. Vi
lar derfor de gamles spekulative lavninger for største delen ligge og
deler ikke deres glæde over sindrige ordkombinationer paa grundlag
290
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
