Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edmondo de Amicis: Det sociale spørgsmaal - Arthur d’Autreville: Aktstykker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(Pariserbrev til „Samtiden".)
Edmondo de Amicis.
Aktstykker.
kvæle sjælens stemme eller at skjule egoismen under en maske; og
det vil falde Eder lettere, end I tror; thi det sociale spørgsmaal,
der berører alle videnskaber, ligesom det store ocean kysser alle
lande, medbringer ogsaa den velgjerning, at det knuser med vegten
af sin storhed, at det blænder med glansen af sin lysmagt enhver
smaalig forfængelighed, enhver lav interesse hos den, som vier det
sin kraft. Dersom I fatter det i hele sin dybde, vil I ikke blot
omfatte de sociale klasser, som mest fortjener det og har det nødig,
med flammende kjærlighed, men ogsaa Eders egen klasse vil I
kjæmpe for med en ny og dyrebar interesse; I vil føle nye evner
og übekjendte kræfter opstaa i Eder; I vil føle det banke i Eders
hjerter som en anden ungdom, mægtigere og mere betagende end
den, som allerede bruser i Eders aarer og straaler fra Eders
ansigter.
I kj ender det uhyggelige billede af Carlyle, hvor han forestiller
sig den nuværende verden som en vild, kaotisk hede, bedækket
med pestsvangre taager, belastet med en blytung atmosfære, hvor
syndfloden bølger og revolutionslynene blinker, ’ og gjennem det
umaadelige mørke lyser kun filantropiens fosforessenser, og der er
ingen stjerner mere paa himmelen. Men der mangler noget i
billedet: en mængde, der fylder hele horisonten, udmattet og i filler,
allesammen vendte mod den kant, hvor himmelen lyser, med armene
udstrakte for at hilse den nye sol, den sol som skal tørre deres taarer
og varme deres lemmer og forskjønne jorden for dem og faa dem til
at elske livet. Aa denne sol skal straale! Lad os tro paa
det! Maatte I, som er unge, se den gaa op, og lykkelig de,
som, naar de hilser dens første straale, kan sige i sit hjerte:
Paris havde dog ventet hvile. Og havde vi vel ikke fortjent den?
Sæsonen var sluttet med den store uge: i otte dage saa de
tretusinde, hvis liv gaar hen med at opfylde det besværligste af alle
Jeg har ønsket den og ventet paa den.
308
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
