Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor Thomas Huxley: Ethik og udvikling. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
allerede i tusender af aar staaet ligeoverfor det samme frygtelige
problem, det ondes problem. Ogsaa de har seet, at verdensløbet er"
en udviklingsproces; at det er rigt paa undere, paa skjønhed, men
ogsaa paa smerter De har forsøgt at opdage og udfinde disse vigtige
kjendsgjerningers forhold til ethiken, om helligholdelsen af en
sædelig lov ligger indesluttet i verdensaltets væsen eller
ikke.
Idetmindste sex aarlmndreder før vore tidsregning gaves der
verdenssysteiner, i hvilke udviklingssystemet spillede hovedrollen. Fra
fjerne egne som Gangesdalen og det Ægæiske havs asiatiske kyster er
kundskab herom overleveret os fra det femte aarhundrede. For Hindostans
som for Joniens gamle filosofer var foranderlighed det mest iøine
springénde træk i verden, alle tings rastløse løb gjennem fødsel til
synligt væsen og derfra til intet. For nogle af disse antike forløbere
stod det ikke mindre klart, at lidelse var et karakteristikon for den
hele kjæde af følende væsener, og at dette ikke er en underordnet
kjendsgjerning, men danner en væsentlig bestanddel af al kosmisk
vorden. Den virkelystne græker kunde finde hede glæder ien verden,
hvor kamp var alle tings fader og konge, men hos den indiske vise
hældede den ariske aand mod kvietisme. Lidelsens nat, som udbredte
.sig over menneskeheden, skjulte alt andet for hans øie; for ham var
liv ensbetydende med lidelse og lidelse med liv.
I Hindostan som i Jonien var der paa lange tiders halvbarbari
fulgt en periode af forholdsvis høi og nogenlunde varig civilisation.
Med rigdom og offentlig sikkerhed fulgte otium og forfinelse, og tan
kens byrde havde lagt sig over menneskene. Efter kampen for den nøgne
tilværelse, som aldrig ender, om den end kan lettes og delvis tilsløres
for nogle faa lykkelige, fulgte kampen for at forklare tilværelsen og
bringe tingenes naturlige orden i samklang med menneskets moralske
følelser; en kamp, som heller aldrig ender, men som for de faa tæn
kende blir skarpere og skarpere for hver tilvekst i erkjendelse, for
hvert skridt mod virkeliggj øreisen af et , værdigere livsideal.
For totusen femhundrede aar siden var civilisationens værd ligesaa
tydelig at erkjende som den dag idag; allerede dengang var det klart,
at kun i et ordnet samfunds have kan de ædleste frugter, som men
neskeheden er istand til at frembringe, modnes. Men det var blevet
ligesaa klart, at kulturens velsignelser ikke var üblandede. Haven
holdt paa at forvandles til et drivhus. Sansernes pirren, lidenskabernes
forfinelse øgede nydelsernes kilder i det uendelige. Den stadige ud
videlse af den aandelige synskreds forøgede den specielt menneskelige
evne til at skue fremover og tilbage i det uendelige og skabte derved
foruden den flygtige nutid fortidens gamle og fremtidens nye verden,
hvor menneskene for hvert-høiere kulturtrin mere og mere vænner sig til
at leve. Men netop denne sansernes skjærpelse og følelsernes rige
’differentiation havde desværre ogsaa en tilsvarende forøgelse af føl
somheden; og medens indbildningskraftens guddommelige gave skabte
nye himler og verdener, lod den det heller ikke mangle paa et
tilsvarende helvede af meningsløs anger over fortiden og dødelig angst
for fremtiden. Tilslut aabnede derpaa overnydelsens uundgaaelige
318
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
