Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Psalmerne - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220.
herrer, der kun drager enkelte frafaldne til sig — frafaldne, i hvem
vi maa se de Israeliter, der følte sig tiltrukne af hellenismen.
Men folket, som intet har at bebreide sig mod sin G-ud, og
som dog bestandig martres af hedenske herrer, vender i disse
digtninge sit lidende og spørgende blik mod himlen. Det undres; det
begriber det ikke: Hvorfor har Herren ladt sit folk i stikken?
Han kan jo ikke vredes, er det da muligt, at han slumrer? Og
det anraaber ham om at vaagne, at hjælpe, at straffe, at hevne, og
det trøster sig med sin selvfølelse og med forsikringerne om, at
hans indgriben er nær forestaaende.
Vi er her ikke blot langt fra Davids tid, glanstiden, men fra
Jesaja’s og Jeremias’ tider, da folket stadigt paany forfaldt til
afgudsdyrkelse og revsedes derfor. Om afgudsdyrkelse er ikke mere
tale, saa lidt som om trods og overmod hos Israels folk. Israeliterne
betegnes som de ydmyge. Trodsen og overmodet er paa de hedenske
undertrykkeres side, der har opbrændt talrige forsamlingshuse rundt
om i landet, ja, som det i den 74de psalme skildres, har løftet
øksen i selve Jahves tempel. Saa meget er da klart, at et stort
antal af disse psalmer stammer fra det græske overherredømmes
tid. Forudsætningen for deres skildringer og klager er paa ikke
faa steder Antiochus Epifanes’s tempelskj sendende tyranni og
makka-bæernes reisning. Og gjennemgaaende er forudsætningen en politisk
set trøstesløs tid.
Saare faa psalmer er udtryk for en endog blot kortvarig
politisk medgang. I psalme 2 har man et eksempel paa en saadan,
men et næsten uhyggeligt. Den synes skrevet efter en seir i et
let religiøst høihedsvanvid af en konge i Juda, der betragter Judas
konge som alle landes overkonge:
Hvorfor denne folkenes larmen,
nationernes tomme anslag?
Jordens konger gjør oprør
og fj-rsterne sammensværge sig
mod Jahve og lians salvede:
„Lad os bryde deres baand,
kaste deres reb af os!"
Han, som troner i himmelen, ler,
Herren haanler af dem,
saa taler han til dem i sin vrede,
skræmmer dem ved sin harme:
Ogsaa jeg har salvet min konge
paa Sion, mit hellige bjerg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
