Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Mouton: Hvorledes en bog blir til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
398
pene, smaa silkebaand, om blaa eller rosafarvede tør vi ikke sige
saa sikkert.
Denne forfatter havde iøvrigt en meget eiendommelig maade, som hos
digtere er meget sjelden; han skrev ud af hukommelsen. Ligesom hans
stil er en sand musik, lig Mozarts eller kanske især Bethovrens symfonier,
saaledes komponerede han ogsaa sine toneverker i hovedet, sang dem
ofte i flere dage, indtil melodien tilfredsstillede ham, og naar han Itunde
den godt udenad, skrev han den ned.
Han brugte iøvrigt en methode, som synes den bedste af alle,
og som man har seet store resultater af, han arbeidede i det frie, i
lyset, i fuld natur, mange gange sad han eller laa han drømmende ved
foden af et træ, ofte klatrede han opover klipperne, farende sammen
for svimmelhed ved randen af en afgrund, eller som en ørn hængende
paa toppen af et fjeld.
Hvilken af disse methoder er den bedste? Den, som bringer
det bedste resultat. Thi her kan man jo ikke indlade sig paa nogen
sammenligning.
Der har vi Alexander Dumas pére, om hvem man kan sige, at
han har skabt hundrede mesterverker, og som, da han først havde
sat sig til sit arbeidsbord, kunde skrive 17—18 timer ilden at stanse,
uden at gjennemlæse en linje, og uden at hans overdaadige fantasis
flugt minskedes et øieblik.
Men pludselig stansede han sin pen midt i det vilde løb; mesteren
vendte blikket til siden for at opsøge en erindring.....
Forbandet! Den person, hvis eventyr han holdt paa at fortælle,
var død for tre kapitler siden, eller kunde ikke komme tilbage fra
Afrika eller Indien før i næste kapitel; og nu var der en angst, en
koldsved, et raseri, førend han atter havde intrigens traade i sin haand
og kunde gaa videre.
Hos Alexander Dumas fils, ser det anderledes ud, han overveier
længe og dybt og regulerer den mægtige maskine, hvis hjulverk han
beregner, og hvis svingninger han sætter igang. Skridt for skridt,
ord for ord, opbygger han sit skuespil i hovedet; hver tanke formes
for sig og anbringes paa sin plads for at optages og omdannes, og
først naar alle dele er færdige, begynder skaberen at samle dem.
Men ikke alle forfattere har Dumas pére’s uudtømmelige væld eller
Dumas fils’s taalmodige pensel.
Ponson du Terrail f. eks. endte efter at ha bragt strømme af blæk
med at drukne sin hukommelse deri, og han lod i sine romaner saa
mange usedvanlige personer drage forbi, at han glemte dem, naar de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
