Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Min første udenlandsreise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
189.
mens vi keg op mocl cle hvide tinder. Men i længden var denne
forandrede temperatur ikke til at holde ud. Uhyggeligt var det at
spasere, endnu uhyggeligere at sidde hjemme paa et koldt værelse.
„Mod syd, mod syd
til en solskinskyst"
sang jeg med Ibsen. Mens Grieg forlod os for at ta hjem til Norge,
reiste jeg med Ibsens sydover, til Kai tern, en liden, solvarm landsby,
ikke langt fra Italiens grænse. Med jernbanen var det kun 6—8
timers reise.
Men hvor overgangen var stor! Og vor levevis forskjellig!
Varmt solskin istedetfor snekave, Gossensass’ skinke og øl erstattet af
druer og vin. En forsmag paa Italien!
Nogle unge bønder, jeg mødte paa veien, havde stukket en rød
blomst bag øret — atter et tegn paa, at vi var nær det land, hvor
skjønhedssansen er mest udviklet.
Yndige Kaitern! — Hvor ofte har jeg ikke tænkt paa dig og
paa alle cle lyse, sorgfrie billeder fra hine dage! — Den venlige
borgermester, hos hvem Ibsen boede, med hans trivelige hustru og
citar-spillende smaabørn, det gamle kloster, som jeg ofte besøgte, og hvis
opmerksomme prior, der altid kaldte mig „mein lieber herr", førte mig
om i alle cellerne, idet han fortalte mig om Rom, hvor han havde
studeret som ung prest, — vinhaverne med deres bussemand af en
vogter, der pludselig i et afskrækkende middelalderlig kostume og med
en jernstav i haanden dukkede op mellem rankerne rede til at hugge
ransmanden ned; min brave vært, hvis skjelmske tjenestepiger, hver
med et lys i haanden, fulgte mig om aftenen gjennem de lange, mørke
gange til mit afsidesliggende sovekammer, spaserturene i clen deilige
omegn og udflugterne til Menclel, de blomstersmykkede madonnabilleder
paa veien, roturene paa den nærliggende indsjø — hvert enkelt billede
staar i sine smaa nuancer endnu saa levende for mig!
Især glæder clet mig at mindes de daglige ture med fru Ibsen
Og søn til „Christians loch1’, en bondegaard med restauration, hvor
man efter den lange vandring i solvarmen fik den lifligste vin og de
modneste druer, og hvor kellnerinclen, den snille, skjæve Kathrine altid
var villig til at deklamere Schiller for os. Hun kunde mange af hans
digte udenad. Jeg hører hende endnu med sin trohjertige
bondedialekt deklamere :
„Millionen, seicl umschlungen,
dieser kuss der ganzen welt."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
