Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Litterær oversigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lillercer oversigt.
sluppet løs. Over dem alle boltrer sig hådet. Der hades af et fuldt og
rummeligt hjerte og med en djævelsk oprigtighed hos disse mennesker.
Fremfor alt er sønnerne fyldt af bitterhed mod deres mødre. Det er, som
om de gjennem sit had til de kvinder, der satte dem til livet, förhänder hele
tilværelsen. De er uden skaansel ligeoverfor mødrenes kvindelige feiltrin.
Finn husker blot, at hans mor har bedraget den mand, hvis gaard han nu
sidder paa, og at han seiv er frugten af dette bedrag. Nive husker, at hans
mor, tjenestejenten, var altfor villig mod gaardens forrige herre, og at
han seiv er resultatet af denne villighed. Og den unge gut Arthur ser med
lidenskabelig forbitrelse, hvorledes hans mor planter nornene paa hans
fars hoved. Bedrageri, had og hevn er stykkets motiver.
Finn Hegaard, der har naaet den store, alt overlegne resignation, den
ligegyldighed, der «foragter selve foragten», er dramaets betydeligste skik
kelse. Han er dets tragiske figur. Han har lidt og lider med stolt hoved.
Hans liv og hans stilling er bygget paa et bedrageri, som en anden, hans
mor, har begaaet, og han kan ikke et øieblik glemme dette. Hans vei
gaar forbi nye bedragerier, forbi raahed og usseldom, mens han længes
efter skjønhed, efter et øieblik at varmes af en kvindes oprigtigc kjærlighed.
Han søger at frigjøre sig fra alt ved at prisgive det hjem, som intet hjem
er, og han opnaar kun at finde den fuldkomne tomhed, tomhedens haan
latter. Han er en af skjæbnens ndkaarede, en af de paa forhaand dømte.
Og hans svar er ikke at handle. Hans pasivitet er hans hevn.
Peter Egges nye novelle «Mainætter» er ogsaa et af de arbeider,
jeg fortrinsvis vil have pegt paa. Kunstnerisk, i sin stil og i verkets byg
ning, har Peter Egge sikkert aldrig naaet saa høit som i «Mainætter». Hans
sprog har i «Mainætter» en egen myg glans, det slutter fast omtanken, det
er roligt uden jag, uden søgt selvstændighed, men varmt og udtryksfuldt.
Der var i hans noveller tidligere ofte noget udenoms, eller tilfældigt,
eller konstruktion i skildringen af personerne. Ordene gled omkring og
forbi dem. Det er ikke tilfældet i «Mainætter».
Peter Egge er ikke af dem, som ved et enkelt billede formaar at give
et øiebliksfotografi af et menneske, saa det for stedse blir staaende i ens
minde. Men hans sprogkunst er blevet langt smidigere, den nåar langt
tættere ind til sit emne, den har faaet dybere, varmere farver.
Saa har forfatteren tidligere heller ikke hävt noget fast greb paa kom
positionen. Ligesom hans stiltone var usikker, var hans plan uklar. Han
var baade i sine skuespil og sine noveller en daarlig arkitekt. Muligens
har Egges sujet i «Mainætter» kommet ham særlig villigt imøde, sikkert
er det, at bogen er fortrinlig bygget. Den danner en solid kunstnerisk
helhed.
De mennesker, Egge fortæller om i «Mainætter», interesserer, ikke
fordi de er betydelige, fru Sofie, forførersken, maaske undt.igen, men
fordi de virker egte og personlig særegne. Forfatteren ser maaske ikke til
strækkelig overlegent paa dem, men til gjengjæld kjender han dem tilbunds.
Gjennem ham lærer ogsaa vi dem saa godt at kjende, at vi kan gjøre op
vor egen mening.
Vilhelm K rågs nye bog, «Lille Bodil», hører ikke til det
betydeligste, denne digter har frembragt, men den lille novelle har en egte
stemning, og den har i høi grad hans poetiske særpræg, hans rytme. Det
235
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
