Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. Krogvig: Indhold og form
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indhold og form.
skriver om et kvindemenneske, at «hendes haar var gult, som
var de bleket med vandstofhyperoksyd». Hvorfor forfatteren
ikke likesaa godt straks skrev HK2 , eller hvad nu den kemiske
formel kan hete, er ikke let at forståa. Det vilde ha været
mindst likesaa klart og betydelig kortere.
Som kulturskildring er Vinsnes’ roman værdiløs, og nogen
slegtshistorie har det heller ikke lykkes ham. at skape. Dei
er ikke race i hans mennesker, bare en rent utvortes og til
fældig likhet. Der er intet forutbestemt ved dem, deres hand
linger, deres syn, deres længsler er ikke bundet ved fælles
arv. Forfatteren forklarer os hist og her noget om familie
skapet, men han faar os aldrig til at føle, at det her handler
om en æt, der har sit præg av jorden, den lever paa.
Ganske værdiløs er denne bok allikevel ikke. «Speileb
yder i det mindste et ikke uvigtigt bidrag til belysning av
spørsmaalet: indhold og form. Romanen viser klart, hvor
ledes en forfatter, hvem aldrig sproget har stanset og tvunget
til dypere indtrængen i emnet, for hvem det første uttryk,
der melder sig, altid er godt nok, vil staa magtesløs, naar
det gjælder om i et levende kunstverk at gjenspeile naturens
og menneskets inderste og eiendommeligste liv.
Johan Falkberget vakte for ikke længe siden opmerksom
het med et par bøker, der skildret grubearbeidernes liv. Det
var en ny og ukjendt verden, han hadde at fortælle om, men
han fortalte ikke godt. Andreas Haukland var tydeligvis hans
mester, med ham delte han den kanske litt vel overdrevne
respekt for vildskapen og den brutale styrke, og han søkte
at gi denne sin beundring for de utæmmede kræfter uttryk
i den samme korthugne og faamælte stil. Men til det sprog
lige mesterskap i de bedste av Hauklands bøker hadde han
endnu langt igjen.
Fortællingen «Ved den evige sne», som utkom til jul,
betegner avgjort et fremskridt. Nogen ordentlig komposition
har han vistnok ikke magtet at gjennemføre, og han er endnu
alt for optat av at belære os om sit nyopdagede rike, men
hist og her er en naturstemning eller et ordskifte opfattet og
gjenskapt med en intensitet, der river med. Og i den nylig
utgivne novellesamling «Fakkelbrand» findes et par historier,
der betyder intet mindre end et kunstnerisk gjennembrud.
347
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
