Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Daniel Landmark: Videnskabens stilling til nutidens religiøse krise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dr. Johan Daniel Landmark.
Enhver tid vil til en viss grad synes en krise, et vendepunkt
for dem, som netop lever i tiden. Historien er altid en bryt
ning mellem det, som har været, og det, som blir til.
«DieMenschheitschreitet immer vorwärts, der Mensch bleibt.»
Det er i nutiden, som da Sokrates levet. Hvordan var det,
han sa i sin tale for retten? «Man kommer altid stikkende
med dette, som er saa let at si, at de mænd, som under
søker ta hypo gés, det, som er under jorden, geologerne
altsaa, og ta urania, det, som er paa himlen, astronomerne
altsaa, disse mænd tror ikke paa de guder, som byen tror
paa>>s de stiller sig avvisende overfor statens offentlige
religion. Og derfor spør man os den dag idag: Hvorfor staar
I slik og stirrer paa tingene og forkaster den sandhed, som
er aabenbaret? Søren Kierkegaard uttrykker sig saaledes
i sine Efterladte papirer: «Kan man tænke sig noget
mere avskylig, end at en mand lorgenetterer sin elskede?
Men naturvidenskaben lorgenetterer uavladelig Gud.» Den
iagttar tingene altid mere nøiagtig. Og under tidsbølgernes
overfladiske krusninger har det derfor suget sig sammen til
den store havdønning, som satte sin første egentlige bræn
ding i oplysningstiden.
Da den antike religion slog over i kristendom, var krisen
betinget ved lignende faktorer, som ogsaa gjør sig gjældende
nutildags. De etiske kræfter i mennesket hadde litt efter litt
arbeidet sig frem, saa slegten var løftet op over en svunden
tids idealer. Menneskene var blit mere guddommelige end
sine egne guder. At handle mot andre, som man vil, at
disse andre skal handle mot en seiv, var noget som Zeus og
Afrodite aldrig hadde formaadd.
Mens menneskene baaret av utviklingens lov hadde
fjernet sig endel videre bort fra dyrenes drifter og handle
sæt, var gndernes samfund blit liggende tilbake i forfædrenes
troskyldige raahed. Det var imidlertid ikke bare det, som
var gaat op for menneskene, at Gud er kjærlig hed,
som de uttrykte sig, nei ogsaa dette, at det er Gud, som
er kjærlighed, ikke guderne, som er det. Jeg mener, der
var et intellektuelt moment, som virket med i krisen. Kristen
dommen var som monoteisme i pakt med den tørre for
nuft, med den strengt logiske tænkning. Al forklaring, som
videnskab anvender, gaar ut paa at henføre de spredte, mot-
42
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
