Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Møller: Det nye Islands drama og dramatikere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
Arne Møller.
er, som Arnes ender med at si: «Din kjærlighet har gjort
dig god, og min kjærlighet har gjort mig ond.»
Denne scene river Arnes fra dem; like efter falder Bjørn
og hans mænd over dem med ropet: «Ta nu ræven!» Og
for at redde sit lille barn Töta fra at falde i Bjørns hænder,
kaster Halla det i sin fortvilelse i fossen.
Efter denne akt, fuld av indre spænding og gripende
optrin, staar de to mennesker ganske alene, berøvet alt undtagen
sin kjærlighet. Men ogsaa denne skal livets ubarmhjertighet
ta fra dem.
I sidste akt sitter de alene og kryper sammen i en ussel
bjerghytte. Snestormen har raset uavbrutt i 7 dage, og det er
over paaske. De er avkræftet av sult og kulde.
Kari har hungerhallucinationer. «Maaske kommer der
en sommer, hvor solen slet ikke staar op. — Fordi vi ikke
har oplevet det, kan det godt ske. — Jeg kunde godt leve en
hel sommer uten sol, hvis vi blot hadde mat.»
Halla sitter og ruger over sin lidelse og sin sorg. Ti der
er ogsaa blit øde og koldt mellem deres hjerter. Og i deres
dype jammer flænger de i deres saar. Halla: «Du sier, at
det er min skyld, hvis vi sulter ihjel. Hvem var det, som
stjal? Var det mig!» Kari (staar et øieblik uten ord): «Du
er grim. Jeg har aldrig før set, hvor du er grim. Dit ansigt
minder mig om et dødt hestehode. (Rækker frem armene).
Maa jeg føie, om dit haar ikke sitter løst!»
Det ene ord tar det andet. Hallas fortvilelse gaar over
til bittert vanvid og til tvil om hans og hendes egen
kjærlighet. Sorgen er ved at forstene hende til troll: «Jeg har
kun et eneste ønske, inden jeg skal dø, og det er at utøve
en eller anden uhørt grusomhet. Jeg vilde være et sneskred.
Jeg skulde komme midt om natten. Det vilde fryde mig at
se menneskene løpe halvnøkne for sit liv — gamle kyske
jomfruer med gigt i hofterne — selvglade bondekoner med
maven hoppende av fett.» (Sætter sig, ler uhyggelig og
vedblivende). Kari: «Du er blit til et uhyre. Jeg er bange for
dig. — Jeg er bange for det eneste menneske, jeg holder av.»
Og senere — Halla: «Jeg har ingen Gud, og jeg har
aldrig kunnet skjelne min sjæl fra min kjærlighet. Hadde du
elsket mig, saa hadde du forstaat, at jeg bad for min sjæl.
Du hadde hørt det i min stemme — men du hørte det ikke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
