Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aino — træk fra finsk folkedigtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aino træk fra finsk folkedigtning.
I det andet visemotiv, som ogsaa findes behandlet i en
stor mænde viser, er ogsaa hovedpersonen en ung pike, men
her berettes det at hun i skogen har mistet sine smykker,
stundom ogsaa sine klær; disse er blit stjaalet, av dyr eller
mennesker. Bedrøvet over sit tap gaar hun graatende hjem,
men trøstes saa av sine forældre ; og av stabburets rike forraad
faar hun erstatning for det hun mistet.
Det er disse to motiver der løper sammen i historien
om Aino, idet hun jo av sorg over frieren Väinämöinens ord
seiv river sine smykker av sig gaar hjem og trøstes, og
siden dræper sig seiv.
I finsk folkedigtning gives der en mængde variationer av
begge disse motiver, men hvert tema lar sig videre følge ut
over det specielt finske sprogomraade til deres sydlige naboer,
esterne. Hvilket omraade der skal ansees for at ha de
mest oprindelige folkevisevarianter, lar sig jo selvfølgelig kun
avgjøre ved en nærmere sammenligning mellem disse. Dog
vil endel betragtninger ut fra den finske folkedigtnings leve
vis og det man vet om de enkelte sangegne kunne vise os
en retning ved avgjørelsen av spørsmaalet om Aino-motivets
hjemstavn. Det synes nemlig at fremgaa av et samlet over
blik over folkedigtningen, at de sydligste egne har de enkleste
sangformer, og at altsaa disse efter al sandsynlighet er de
mest oprindelige. Dette er saa gjennemgaaende at finsk
folkemindeforskning hævder at der er skedd en utvikling i
en stor strøm, der gaar fra syd mot havet gjennem de for
skjellige sangegne. Inden finsk omraade er den sydligste av
disse egne Ingermanland. Her er sangene mere enkle og
har sjelden indgaat forbindelse med hverandre. Herfrå gaar
strømmen nordover til den saakaldte Karelske tange, landet
langs Ladoga og derfrå over i det finske Karelen. Allerede
her synes sangene at ha en tilbøielighet til at bli rikere og
mere utformet, samt til at samle sig om enkelte træk, men
denne proces tar først rigtig fart, efteråt sangstrømmen er
kommet over i russisk Karelen, hvor de enkelte sange op
trær i en utvidet form og forbundet til større cykler, større
og dristigere i sine anlæg. Til denne store hovedstrøm er
der saa støtt en mindre vestfrå med bidrag av væsentlig
magisk indhold. Det var fra de nordlige sangegne at Lönrot
hentet det meste stof til sin første utgave av Kalevala, der
50
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
