Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Dramatikeren fra Firenze. III. La cena delle beffe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dramatikeren fra Firenze.
Giannettaccio er Benellfs fund og hans eie, seiv om han
ikke egentlig har skapt typen; han har trukket den frem,
løftet den op til skue uten at skjære bort eller lægge til. Det
er den ældre novelles almentype, renæssanse-type. En u-karak
ter av bare levedygtighet. En liten og yngre halvbror av en
anden toscaner: Machiavelli. For i dette Benellfs digt hænger
toskansk muld ved alle rottrevler.
Skikkelsen gaar ellers igjen i de før nævnte, senere dra
maer; i La Gorgona dukker han op som den unge floren
tiner som beseirer ved sin trolöshet i eros en fysisk sterkere;
keiser Otto i Nozze dei Centauri er i virkeligheten bare en Gian
nettaccio: usling, og dog helt og elsker. Skikkelsen synes i
det hele at være gaat ind som en bestanddel i Benellfs digt
ning, og i hans livserfaring med; konflikten mellem barbar
kraft og aand har fra Toscana’s historie sin parallel i mot
sælningen mellem Pisa og Firenze.
Dette digt om Giannettaccio er mere end det vi kalder et
«nationalt» drama. Noget av folkestammens røst, dens indre,
farlige væsen aabenbarer sig herlig utilsløret i dette stykke. Man
har kaldt folket et troløst folk. Ja, det er sandt. Der er i det
mindste noget i det. Nærmere og nordisk beset repræsenterer
vel Giannettaccio i sidste instans en forvildet og vanskjøttet
folkesjæl, kanske et produkt av det race-kaos, som paa halv
øen fulgte ved Romerstatens opløsning, og av den biologiske
proces, som dengang fuldbyrdet sig. Vi faar ialfald se paa
ham uten nordisk fordom. Han er blit noget av deres væsen,
og der syd er der ikke tvil om typen. Vi er syndere, ræsonnerer
de, det er livet, —og [hvad er i grunden det, vi kalder «histo
rien»? Samvittighets-nag? Vi holder ikke synderlig av den
slags, og gjør «historien» det? Vor livs-evne er vor lov . . .
Og deres instinkter lyver aldrig. Ti fremfor alt: folket er
for begavet til at være hyklere her.
Men kanske er vi allikevel her nord nødt til at lete frem,
hvad der taler moralsk til typens forsvar og försöner os med
den. Giannettaccio er letsindig, lever for dagen; men han er
ikke frivol. Ti han er ung av sind. For den gamle, egte
novelles florentiner stod menneskene i livet som anemonerne
staar henover engene der syd en sval vaardag i mars, friske
og mangefarvede; de er idag, og imorgen skal de i ilden. Men
de nød at være, de lo høit av fryd over at være, og tænkte
261
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
