Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Dramatikeren fra Firenze. III. La cena delle beffe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck: Dramatikeren fra Firenze.
ikke paa imorgen di doman non c é certezza, sang Lorenzo
Magnifico. Og BenehTs digt melder altsaa at slik staar der
anemoner endnu der syd. Men seiv om man under den
nordiske almenhets tryk fandt det klokest at gi efter paa det
punkt og indrømme at iblandt er Giannettaccio frivol, saa er
han ialfald ikke liderlig. Hvorfor? Jo, den evige, stormende
vitalitet! Hvad försöner? Hans hendvende aapenhet. Hans
friske vidd. Og hans sunde evne til latter. Giannettaccio eier
dens gyldne gave, han bare haster kneggende videre til næste
moro. Dvæler ikke. Utadvendt! Javisst er han stundom
utadvendt. Men aldrig tom. Av hvad grund? Altid og be
standig denne sprudlende rike vitalitet.
Forstaar man ikke den type, forstaar man for det første
ikke BenehTs digt. Men man forstaar ikke heller novellen.
Man forstaar overhodet ikke renæssansen. Det er nemlig denne
vitalitetens aand som sætter sit stempel paa alt, paa hver
eneste vovet, ja skabrøs anekdote. Og den, som læser dem
idag, maa ha evne til at levendegjore denne novellens aand,
løfte alt op i denne svale og dampende vaardags syn. Ellers
kan han rolig spare sig umaken.
Cena deile beffe hører til det uvisneligste, som moderne
italiensk dramatik eier. Fordi det har de vældige, dype røtter.
Mulig, digteren ikke kommer til at gjøre mer av blivende
værd; at det mondæne slim tilsidst vil gro over ogsaa denne
friske opkomme. Men dette stykke har han gjort.
Og kommer vi med et bekymret nordisk spørsmaal, hvad
han egentlig mener med Giannettaccio eller hvad hans syn paa
livet er, saa interesserer det ham siet ikke at fortælle os det her.
Engang skrev han jo forresten: 0 Ironia, tu sei la vita istessa!
Forøvrig! La cena deile beffe er kunst. Det mest hend
vende, italiensk tindrende digt, jeg kjender fra det unge Italien
værdig Donatello’s og Verrocchio’s by. Digteren har budt
os til gilde. Vi har en times tid sittet ved hans bord. Det
er ikke mere. Bare det ufattelige og hensigtsløse østenfor
moral og vestenfor umoral, som vi kalder kunst. Den var
alt. Og i næste nu ingenting. Hvilket er kunstens egen me
lankoli, nåar man vender tilbake fra det rummet østenfor og
vestenfor. Og for digteren kan vi saa inderlig gjerne gaa hen
og si, det hele var jo ingenting! Eller digt. Eller at Gian
nettaccio var moralsk set ingen bra kar!
262
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
