Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Hagerup Bull: Fra 1905. Erindringer og betragtninger. III. Linjerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
E. Hagerup Bull.
I «Tidens Tegn» for 26de mai 1925 skriver Løvland:
«Jeg syntes det var litet at bli uenige om formen enten
lovformen eller et mere endeframt vedtak. Spørsmaalet laa
ikke der. Spørsmaalet var om vi vilde taale en sanktions
negtelse paa loven eller en utsættelse med at ta et stortings
vedtak «til følge».»
Jeg er ikke enig med Løvland i at tormen her var uvæ
sentlig. Ganske visst har jeg likesaalitt som han nogen for
staaelse av, hvilken reel indvending «beslutningslinjen»s til
hængere kunde ha imot «den korte lovlinje». Jeg har aldrig
kunnet faa nogen forklaring paa det. 1 Derimot laa der en
meget stor realitet under vor motstand mot «beslutnings
linjen». Saken var den at der var den skarpeste menings
forskjel mellem partierne om kongemagtens stilling til almin
delige stortingsbeslutninger. Venstrepartiet ansaa sanktion
her unødvendig, høirepartiet mente derimot dengang at
grundloven krævet kongelig sanktion, kun at denne sank
tion efter hævdvunden skik blev meddelt ved en resolution
om «tilfølgetagelse». Hvis nu kongemagten negtet at «ta til
følge» en stortingsbeslutning om eget konsulatvæsen, kunde
man altsaa staa overfor en ulægelig splittelse: venstrepartiet
vilde desuagtet anse stortingsbeslutningen som bindende og
kanske kræve den gjennemført, mens alene høirepartiet
maatte anse reformen som stanset av kongemagten. Det er
let at indse at en slik uenighet kunde bli skjæbnesvanger for
aktionens fortsættelse. Det var dette hensyn som var be
stemmende for Høires holdning. Og det er mig endnu ufor
klarlig, at Venstre skulde ha saa vanskelig for at forståa det.
Løv 1 a n d fremhæver i sin nævnte artikkel med megen
styrke at det var Venstres gamle linje i konsulatsaken, som
nu sluttelig blev optat ogsaa av Høire. Ja, dette er rigtig,
kun altsaa med den forskjel at stortingets vedtak nu skedde
i lovs form. Men hvis det er L.s mening at det var Venstre
som i motsætning til Høire hele liden hadde holdt paa den
1 De betingelser, Venstre sluttelig opstillet som vilkaar for at gaa med
paa «lovlinjen», har ialfald for mig aldrig git nogen forklaring paa Venstres
holdning. Disse betingelser (jfr. Castberg a. s. 11 —12) indeholdt i hoved
saken kun, livad der ogsaa hadde været vor selvsagte forutsætning: at konsu
latloven maatte elterfølges av 1) en opsigelse til Sverige av det fælles konsulat
væsen, 2) en bevilgning til forberedende forføininger for det egne konsulatvæsen
og 3) budgetförslag for dette.
342
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
