Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Statsforbrydere i Kara-Minerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
318 Sibirien.
jeg var, eller forraade Mennesker, der havde skænket mig Tillid, og for. hvem
jeg følte en oprigtig Sympati. Ingen af Delene var til at tænke paa — og
dog maatte jeg straks træffe en Bestemmelse. Der var Fare ved at tøve.
Jeg vidste, at Frøken Armfeldt og alle de andre Brevskrivere, saafremt de i
min Besiddelse værende Breve blev opdagede, atter vilde blive kastede i
Fængsel, at den stakkels Fru Armfeldt vilde blive ladt tilbage med en ny
Sorg, og endelig at denne Opdagelse vilde føre til Undersøgelse af mine andre
Papirer og nedkalde Ulykke over Tusinder af forviste og Embedsmænd i andre
Dele af Sibirien, som havde givet mig dokumentarisk Bevismateriale. I en
formelig Feber af Bekymring og Raadvildhed gik jeg saa meget som muligt
af Vejen for Major Potulof, indlod mig ikke i Samtale med ham, begav mig
tidlig til Sengs under Foregivende af Hovedpine, tilbragte en søvnløs Nat og
søgte at fatte en Beslutning. Endelig ved Daggry besluttede jeg at tilintet
gøre Brevene. Jeg kunde naturligvis ikke bede Afsenderne om Tilladelse
dertil, men jeg var sikker paa, at de i Betragtning af Omstændighederne vilde
billige min Handlemaade. Det var meget haardt at ødelægge disse Papirer,
hvortil hine ulykkelige Mennesker havde knyttet deres Haab — Breve, der
var af uendelig Værdi for mange Fædre, Mødre, Søstre og Brødre i Rusland —
men der var intet andet at gøre.
Nu var Spørgsmaalet, hvorledes skulde Brevene tilintetgøres ? Siden
Opdagelsen af mit hemmelige Samkvem med de politiske Fanger stod jeg
under endnu skarpere Kontrol end før. Mit Værelse havde ingen Døre, men
var ved Portierer adskilt fra Major Potulofs Dagligstue og Forværelse. Det
store Vindu var uden Gardiner, lige med Jorden, og kunde overses af den
bevæbnede Skildvagt, som Dag og Nat stod ved Husets Indgang. Hvis jeg
rev Brevene i Smaastumper, kunde man sætte dem sammen igen, hvis jeg
brændte dem, vilde Papirlugten forraade mig, og desuden kunde jeg over
raskes, naar jeg var i Færd dermed, da Major Potulof ofte kom uanmeldt ind
i mit Værelse. En halv Time efter at jeg var staaet op, traadte en Soldat
ind og tændte op i den store Kakkelovn. Da faldt den Tanke mig ind at
passe et gunstigt Øjeblik, naar Major Potulof talte med Hr. Frost i Daglig
stuen og Skildvagten ikke var i Sigte, og saa kaste Brevene ubemærket ind
i Ilden. Idet jeg traadte ind i Forværelset for at forvisse mig om, at ingen
Fare truede, aabnede jeg lydløst Jerndøren for Ovnen. Derpaa vendte jeg tilbage,
overbeviste mig om, at Skildvagten ikke kunde se mig og slyngede Brevene
ind paa de brændende Kul. Fem Minuter efter var der ikke Spor af dem
tilbage. Derpaa udraderede jeg mange af Navnene i min Notitsbog eller skrev
dem ned i Cifferskrift og beredte mig saa godt som muligt paa en Undersøgelse.
Naar jeg tænker tilbage paa mine personlige Erfaringer i Kara, falder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
