Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Sandheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skab og hele hans Sørgmodighed: — „Jeg kan ikke, Ber-
the, fordi jeg elsker Dem ....“
Hun havde hørt paa ham med bøiet Hoved og stivt Blik.
Pludselig slukned Glansen i hendes Øine, og en stærk
Bleghed gik over hendes Ansigt, hvis Træk forandred sig.
Han følte hendes lille feberhede Haand blive til Is i hans.
Han fik netop saavidt Tid til at tage hende i sine Arme
for at støtte hende. Hun besvimede, idet hendes Hjerte
holdt op at slaa, hvad der røbed Styrken af hendes Sinds-
bevægelse og hendes Kjærlighed med større Sikkerhed,
end nogen Tilstaaelse kunde gjøre det. Den unge Mand
bar hende hen paa den smale Løibænk, knæled foran
hende med hendes Navn i en forskræmt Rædsel, som gik
over til lidenskabelig Ømhed, da hun aabned Øinene igjen,
saa paa ham og i Stedet for at tage sit Hoved bort fra hans
Arm nærmed det mere op til hans Skulder ligesom for der
at søge en Støtte, et Asyl, en Beskyttelse.
„Berthe,“ voved han at sige, „dette Minut er høitideligt.
Hvis De ogsaa elsker mig, saa sig mig det ... Elsker De
mig?“ gjentog han ... „Elsker De mig? ...“
„Ja,“ sagde hun med en Stemme, som var saa svag, at
han mere læste dette Svar paa hendes skjælvende Mund
end hørte det. Hans Hjerte banked saa voldsomt, at han
ikke kunde faa Pusten for sig til at tale. Han blev liggende
paa Knæ og betragted dette deilige Ansigt, som hans Drøm-
me saa længe havde svævet omkring, de magre Kinder,
hvis altfor fine Linje saa ofte havde vakt hans Uro, og
denne Pande, som han saa ofte havde set bøie sig over
alvorlige Bøger af samme Slags som de, der endnu laa paa
Bordet nogle Skridt borte, og i hvilke hun havde søgt
Glemsel, og disse fintformede Læber, hvoraf den underste
var lidt kraftig. Efter saa mange Gange at have aabnet sig
for Ord, der var altfor strenge for deres Ynde, havde de
nu først udstødt de smerteligste Skrig og havde derefter
fremført det fineste, det mest hengivne Suk, ved hvilket
en Kvindesjæl kan røbe sin Hemmelighed ... Den unge
Mand led endnu efter de Øieblikke, han netop havde gjen-
nemlevet, men han havde en Følelse af at tabe sig i en Rus,
hvor alt udslettedes undtagen ham og hende, hende og
ham, undtagen dette skrøbelige Barn, hvis bevægede Aan-
depust han kunde høre, og den Henrykkelse, hun satte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
