Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Forlovelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
havde forandret sig. Han, som nu stod foran hende, var ikke
længer den, som oprørt eller fortvilet havde hørt paa hen-
des Skriftemaal, og heller ikke den rasende Mand, som
havde knælet foran hendes Sofa, og hvis Kys var saa nær
det brutale, at det havde skræmt hende. Det var Vennen
fra de ti Maaneder, hos hvem hun havde holdt saa meget
af den tilbageholdne Fyrighed, naar han mødte hende,
den stærke Agtelse og den skjælvende Tilbedelse. I sit
Ansigt, som han forsætlig gav et tankefuldt Udtryk, bar
Spor efter den store indre Kamp, han havde udstaat i de
to sidste Dage. Hans Bleghed, Glansen i hans Øjne og de
blaa Ringe omkring dem røbed, hvilke feberfyldte og søvn-
løse Timer ogsaa han havde gjennemlevet. Tanken paa at
faa en Ende paa det hele for bestandig enten ved Flugt eller
ved det tragiske Middel, som Berthe havde frygtet saa
stærkt, havde visselig gjennemløbet disse mørke Øine, paa
hvis Bund der nu kunde anes et eiendommeligt Alvor. Den
unge Mand vidste aabenbart, hvad han vilde, og han vilde
det efter et af disse Samvittighedsopgjør, hvor ens hele Væ-
sen samler sig for ikke mere at vige tilbage. Hvad vilde han?
... Betydningen af de Ord, som skulde udveksles mellem
dem, var saa stor, at et Instinkt bragte dem begge til at tie
stille en Stund ligesom for at samle sig. De gik ved Siden af
hinanden hen til en Bænk, som var anbragt inde i en af
Havens Trægrupper mellem Buske, paa hvis Grene de før-
ste Blade gjorde svage Antydninger til at springe ud. Den
overtrukne Himmel fra de foregaaende Dage havde feiet
sine Skyer bort. Vaaren lo allerede paa dens blege og fine
blaa. Solen skinned over Buskene. Der blæste en let, næ-
sten lunken Bris gjennem Naalene paa Furutræerne, hvis
altidgrønne Grene veksled med de løvfældende Træers
Nøgenhed. Dette Indtryk af Fornyelse omgav de to unge
Mennesker, overvandt dem og beroliged deres altfor skjæl-
vende Nerver. De havde ofte været paa dette samme Sted
i Løbet af Vinteren og forrige Høst for at samtale, drøfte
og udveksle disse filosofiske Sætninger, ved hvilke de hav-
de troet at kunne skuffe Hjertets uimodstaaelige og naive
Instinkt. Hvor denne endnu nye Fortid allerede var fjern,
især for Berthe, som ikke længer var noget andet end en
forelsket Kvinde, der helt afhang af den elskedes Vilje!
Lucien var, det skulde han snart bevise, selv i denne Liden-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
