Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Et Farvel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
igjen tilbagelagt alle de Trin, som havde ført hende did.
Det første havde været, at hun forlod Familien Chambaults
Hus. Hun havde dengang anset sig berettiget til det. Men
om hun nu havde været endnu mere taalmodig, og om hun
ikke efter de retskyndiges Raad havde indgivet dette For-
langende om Separation, som havde forbitret Luciens Fa-
der? Under Processen havde han endnu en Gang bedt hen-
de komme tilbage. Hun havde svaret nei. Senere, da han
havde villet faa Separationen omgjort til Skilsmisse, havde
hun, fremdeles efter de samme Mænds Raad, ladt som om
hun intet havde derimod at indvende. Det var imidlertid
sandt, at hun havde sin Del i Ansvaret for denne Skils-
misse; det var ogsaa sandt, at da hun gifted sig igjen, me-
dens hun havde sin Søn — det var et haardt Ord for Søn-
nen at udtale og for hende at høre! — havde hun dømt sig
selv til ikke at kunne svare, hvis han nogensinde sagde til
hende: „Du har ofret mig.“ For at hun skulde faa Synds-
forladelse i sine egne Øjne, maatte hendes Søn aldrig finde
paa at protestere mod, at den fremmede Mand var kommen
ind i Huset. Nu gjorde han det, som var værre end at pro-
testere. Han gik sin Vei. Den Familietragedie, som i Virke-
ligheden følger med enhver Skilsmisse, naaed nu til sin
høieste og logiske Spidse. Det andet Ægteskab viste hendes
fuldstændige Mangel paa Evne til at føie sig efter de Lev-
ninger, som var igjen efter det første. Var det dette, Mode-
ren havde villet? Det var desværre det, hun havde gjort, og
hun sagde klynkende:
„Du siger, at du ikke dømmer mig, men naar du saa paa-
staar, at du ikke længer føler dig hjemme hos mig, at du er
ulykkelig hos mig i mit Hus, hvilken grusommere Dom kan
du da udtale? .. . Men jeg modtager den ikke. Dette er et
frygteligt Mareridt. Jeg har aldrig hørt dig tale saaledes til
mig, min Lucien! . . . Nei, jeg tror ikke paa det . . . Du er
altfor følsom og Albert ogsaa. I er begge samtidig stolte og
frygtsomme. Jeg kjender Eder saa godt! I har ladt en styg
Misforstaaelse komme op mellem Eder. I maa forklare
Eder for hinanden. Han har aldrig vidst, hvad du tænkte,
det sværger jeg dig til .. . Sig det til ham, som du har sagt
det til mig, saa er der ingenting, ingenting tilbage. .
„Stakkars Mama!“ svarte den unge Mand. „Hvorfor skal
vi lyve for hinanden? Hvorfor skal vi vige tilbage for det,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
