Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Häfte 26. 1 juli 1933 - Universets Ekspansion og Videnskapens Stilling hertil, af Paul Bergsøe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
|
|
de nye Betragtninger, faldt det naturligt at opstille Læren om Gravitationsfeltet, Kraftfeltet, til hvis Dannelse hvert eneste Atom i hele Universet giver sit Bidrag. Og da Energi har Masse, blev Følgen, at det kunde forudsiges, at Lyset maatte paavirkes og af bøjes, naar det passerede et særlig kraftigt Gravitationsfelt f. Eks. i Nærheden af Solen, en Kausalitetsbetragtning, der maaske er den ypperste, noget Menneske hidtil har fremført, og som viste sig at slaa til. Herved blev Grundlaget for det nye Verdensbillede skabt: Lyset følger krumme Baner, afhængige af Gravitationsfeltet, vi kan ikke længere sige, at et fjemt Objekt paa Himlen bef inder sig der, hvor dets Billede tegner sig for os, den euklidske rette Linie er ikke længere den hurtigste Vej til Objektet ganske nøjagtig som en ret Linie paa Kortet ikke er den korteste Vej mellern København og New York; vi ved alle, at Storcirkelbuen er den korteste Vej. Rummet er krumt, ligesom den tilsyneladende plane Jordoverflade er krum! Vi faar en endelig Verden, ligesom Menneskene fik en endelig Jord, da de opdagede, at den var rund, vi faar et Univers, der med Hensyn til Grænser, hverken har Begyndelse eller Ende. Vi faar med andre Ord Muligheden af at kunne danne os et Billede af Universet. Til Gengæld stilles vi lige överfor den Opgave at skulle forstaa et firdimensionalt Rum, noget som den sunde Menneskeforstand sætter sig imod med Hænder og Fødder. Men låd os prøve paa det, Opgaven er vanskelig men ingenlunde haabløs. Lad os først finde nogle Eksemplar paa "Endelig og ubegrænset" og lad os gaa nogle Dimensioner tilbage. Forestil Dem en Cirkel, eller rettere sagt en Cirkelkreds, thi det indvendige af Cirklen maa der ses fuldstændig bort fra. Denne Kreds er endelig og ubegrsenset, vi kan vedblive at vandre rundt langs Kredsen i samme Retning, vi naar aldrig Vejs Ende og kommer aldrig til nogen Grænse, men vi kan ikke af den Grund sige, at Kredsen er uendelig. Gaa nu en Dimension frem og tag en Kugle, det vil sige Kuglefladen, ikke den indre Del. Her kan vi ogsaa vandre rundt, som vi kan vandre rundt paa Jordoverfladen, uden nogen Sinde at komme til Vejs Ende. Vi lægger stadig Land bag os, men kan dog ikke paastaa, at Landene har et uendeligt Antal. Nu lægger vi igen en Dimension til og har derved naaet det Billede af Hypersphæren, som vi sæger. Kuglefladen bliver til et Rum, et krumt Rum, men Betegnelsen "Endelig og ubegrænset" bibeholdes. Jeg ved ikke, om det er lykkedes Dem at "følge med", det skal en Del Fantasi til og en ikke alt for haardnakket "holden sig fast i Formerne" – bogstavelig talt. Helt lykkes det ikke. Vanskeligheden ligger ikke i at springe fra tredimensional til firedimensional, men den ligger i at se bort fra det "Rum", der efter hsevdvunden Skik ligger inden i Sphæren – det eksisterer nemlig ikke Her er der rioget, der glipper og det er derfor ganske menneskeligt, at vi ikke kan forstaa det firedimensionale Rum, men maa nøjes med vage Billeder, som de, vi for har antydet. En Sæbe-bobles Overflade giver maaske det bedste Billede, men det halter, Sæbe-boblen mangler de Dimensioner, som det netop kniber med at forstaa. Men Sæbe-boblens Overflade er krum, ligesom Rummet er krumt. Vi tager en Sæbe-boble til Eksempel og ikke en Kanonkugle, Kanonkuglen har den Fejl, at der er noget indeni – nemlig Jern; med Sæbe-boblen som Eksempel kan vi lettere forestille os, at der ikke er noget indeni og heller ikke noget udenfor, vore nedarvede Forestillinger, at Luft ngesten ingenting er, hjælper os her en Del. Vor Sæbe-bobles Overflade er ikke glat og regelmæssig, den er gennemskrydset af Rynker og forsynet med Knopper eller Vorter, de stammer fra de forskellige Gravitationscentrer, der findes, hvor der er materielt Stof til Stede. Det krumme Rum er gennemvævet af Straaling, men Straalerne følger ikke euklidske rette Linier, de krummes efter Sæbe-boblens Krumning og af bøjes yderligere, naar de træffer Rynkerne og Vorterne i Nærheden af det materielle Stof. Dette materielie Stof er ogsaa i Bevægelse, om end Bevægelsen er af en hel anden Størrelseorden end Straalingens. Det materielle Stofs Bevægelser paavirkes ogsaa af Krumningen og af Rynkerne og Vorterne; naar Planetbanerne er krumme, er det fordi Rummet omkring Solen er << prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >> Project Runeberg, Tue Dec 12 02:14:21 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/tektid/1933a/0268.html 
|
