Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. 16. 22 april 1944 - Teknikerens dilemma, af Poul Henningsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15 april 19AU
451
Fig. 7. Arkitekterne har i den sidste tid fattet stor interesse
for det tekniske og det sociale. De er blevet
videnskabs-mänd og alvorsmänd. Men det synes ikke på de armaturer
de digter. Man kommer mere til at tänke på Sacré Coeur i
Paris, som de siger er bygget af en gal konditor i måneskin.
Broen mellem ingeniören og arkitekten
Jeg tror, at svaret må blie, at de har ikke kunnet,
fordi ingeniörens og arkitektens virke har varet
skilt igennem et århundrede. För vi påny bygger
broen mellem ingeniörkunsten og arkitekturen,
kan de teknisk kunstneriske opgaver i samfundet
ikke löses försvarligt. Der må findes en skala
uden spring og uden noget missing link fra den
mest inkarnerede arkitekt til den mest
ingeniörs-mässige ingeniör. Alle mellemformer må findes.
Som Ostwald skelner mellem de registrerende
videnskabsmänd og de skabende, ligger der
naturligvis også en anden skillelinje gennem
tekni-kernes stab. Der findes både arkitekter og ingen
iörer, som har deres naturlige pläds i affärslivet,
administrationen, statistiken eller andet steds ved
registrerende arbejde. Om man hörer til under
det ene eller det andet må man afgöre med sig
selv, men det vil dog väre fejlagtigt at tro, at man
ikke også på de poster får brug for kunstnerisk
indstilling. Så enkelt er det ikke. Når jeg alligevel
lägger vägten på teknikeren som skabende, så er
det fordi, där ligger det store problem. Jeg ser
ham som kunstneren, som skaber og former den
verden, vi skal leve i.
Denne verden er et kaos, som energiens verden
var det inden Robert Mayer, som tyngdens verden
inden Newton. For teknikeren kan hver opgave
synes en broget og uoverskuelig mangfoldighed,
som nok kan stemme for brystet.
Det sociale
Men det er ikke meningen, at teknikeren skal gå
analysens tränge vej. Han må stötte sig til sociolo-
gien, statistiken de politiske videnskaber så vel
som de tekniske, men han skal ikke väre ekspert
på alle disse områder. Han skal plukke blomsten
af andres arbejde. Han skal gisne og väre dristig
Han skal först få ideerne og bagefter söge
sand-synlighedsbeviserne for at de er de rette. Det lyder
letsindigt, men det skal det ikke väre. Der skal ske
en vekselvirkning mellem vidén og intuition. Man
må ikke glemme nogen af de to ting.
Derför må man også advare dem, som opgir
at leve sig ind i virkeligheden og bare spiller
frie kunstnere? Denne tvpe findes vel bare
blandt arkitekterne, og den er opstået som en
reaktion mod et decenniums kanske lidt for
dogmatiske og törre sociale studier. Men det er
dog en falliterkläring at höre unge arkitekter tale
om träthed med hensyn til det sociale. Det
mod-svarer, om man vilde sige: Jeg gider ikke leve i
1944. Jeg agter at väre fri kunster et sted i
fantasien. hvor der hverken finns tid eller rum. Det er
en misforståelse af arkitektens kald både med
hensyn til pligterne og vejen frem. Ingen kräver
af os, at vi skal drukne vores energi, talent og
intuition i kolossale samfundsundersögelser af
den nuvärende mislykkede boligtilstand, men er
vi ikke socialt indstillet, så hörer vi ikke hjemme
blandt arkitekter. Der er så månge andre
områder, hvor et smagfuldt og ästetisk interesseret
menneske kan göre sin indsats. Han kan blie
modist eller göre reklamer. Men man kan ikke spille
fri kunstner indenfor en så blodigt alvorlig
brugs-kunst som arkitekturen.
Men det gälder også ingeniörerne, at vi må
ken-de tiden og samfundet. Vi må ha levet i det. Vi må
kende de menneskers vilkår, som vi bygger for.
Noget lignende gälder lägerne, som har med alle
sociale klasser at göre, men ofte bare ser dem på
tungen eller trykker dem på maven. Den länge
studietid for lägerne medförer desvärre, at de
ikke får tid til at delta i livet i de unge år. De er
ikke ude mellem mennesker. Derför er de i fare
for at blie verdensfjerne akademikere, skönt livet
glider som en ström gennem deres venterum.
Tek-nikerne skal väre opmärksomme på det samme.
I arkitekturhistorien har det för i tiden väret nok
så let at kende de folk, som man skulde bygge
for, for arkitekterne kom af samme sociale klasse
som bygherrerne. I dag er det anderledes,
arkitekterne er en priviligeret stånd som skal bygge
for det store folk og det er til skade for
arkitekturen. En skade som bare kan rettes gennem
le-vende ’social interesse.
Det moralsk-politiske
Vi rörer her ved ett problem, som ingeniörerne
er fritagne for att beskäftige sig med i så penibel
form som arkitekterne: Lad os stille det på
spid-sen: Kan en arkitekt bygge en kirke, når han ikke
er religiös? Jeg mener nej, absolut nej. I
kirkeväl-dets tid under gotiken kunde man göre det, for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
