Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
TEKNISK UGEBLAD.
9de juni 1892
det også være, om den bevilgende myndighed skulde,
som tænkeligt kunde være, ved de idelige
overskridelser blive skræmt fra at give sig ikast med
de store opgaver, som endnu står tilbage at løse.
Vort land er fattigt, det gjælder at anvende
midlerne på den mest økonomiske måde, så intet bliver
bortkastet. For os skulde det derfor være særlig
liden grund til at fravige en praxis, som overalt i
i udlandet har vist sig som den ene mulige og som
den, hvormed man kan føre en nogenlunde
betryggende kontrol med anvendelsen af statens midler.
Det er nemlig ikke på grund af Ubekjendtskab med
andre arbeidsmetoder, at kontraktvæsenet anvendes
i udlandet; det såkaldte akkordsystem har der også
været anvendt, men er forlængst forladt.
Efter disse almindelige bemærkninger skal jeg
nu gå over til at tage under behandling de
væsentligste af de indvendinger, som i diskussionen er
fremført mod kontraktørsystemet:
Som først i rækken kommer da beskyldningerne
mod kontraktørerne for at udpine sine folk, samt
påstanden om, at der inden arbeidsklassen skal råde
en udbredt misnøie med systemets anvendelse. Begge
disse påstande er lige grundfalske. Uagtet vi
hidtil ikke har havt noget ordnet kontraktsystem, men
nærmest kun enkelte leilighedskontrakter, så er det
dog et bevisligt faktum, at arbeidernes fortjeneste
ved de større kontrakter, såsom ved Vossebanen,
Selsbaklinien, Tyvold-Arvedalbanen.
Grusnings-kontrakterne ved forskjellige baner etc., har været
større end den samtidigt har været ved de af
staten drevne arbeider.’ At kontraktøren kan og må
tage sin fortjeneste på andre hold og ikke ved
ind-knibning på arbeidernes løn skal jeg senere komme
tilbage til.
Misnøien skal formodentlig søges bevidst ved
de forskjellige til regjeringen indsendte andragender
fra arbeidernes side om ikkeanvendelse af
kontraktører ved de offentlige arbeider. Jeg tager
imidlertid ikke i betænkning at påstå, at ikke et eneste
af disse andragender eller offentlige udtalelser er
fremkomne på arbeidernes eget initiativ. At samle
underskrifter på en liste er imidlertid en let sag,
særlig hvis man foretager indsamlingen i den
arbeids-trange vintertid. Det er imidlertid hændt, at enkelte
arbeidere, og det netop af de mere oplyste, har
nægtet at underskrive den dem fra deres
overordnede forelagte liste. Hvis kontraktørerne vilde
befatte sig med denne listetrafik, vilde de ialfald
blandt deres egne arbeidere, kunne samle omtrent
enstemmig udtalelse i modsat retning, nemlig for
kontraktørsystemet.
Hvis en sådan misnøie virkelig existerede, så
måtte jo forholdet blive det, at arbeiderne først og
fremst søgte til de steder, hvor staten driver
arbeidet selv og kun i nødsfald tyede til kontraktørerne.
Dette har imidlertid på ingen måde været tilfælde,
hverken tidligere eller nu ved Solørbanen. Det
faktiske forhold er nemlig det, at den almindelige
arbeider ikke spørger efter eller bekymrer sig en
døit om. enten arbeidet drives ved kontraktører eller
af staten for dens egen regning; han spørger kun
efter fortjenesten. Og i så henseende er arbeiderne
bedre underrettede end man skulde tro. Hvis der
på et sted er dårlig fortjeneste, bliver dette snart
spurgt og stedet skyet, thi arbeiderne står altid i
en meget livlig og udbredt brevvexling med
hinanden. Reiser en mand til et nyt arbeidssled, bliver
han af sine arbejdskammerater pålagt at underrette
dem om, hvordan forholdene der er, og vil han altid
troligt opfylde dette opdrag. Den professionelle
jernbanearbeider tager aldrig i betænkning at reise,
om end nokså langt bort, når han blot hører, at der
er god fortjeneste.
Jeg tror man trygt kan overlade det til
arbeiderne selv at finde ud og bestemme, hvor de helst
vil være. Hvis en kontraktør skulde begynde med
at ville udpine sine arbeidere enten ved at holde
for lave priser eller ved at bedrage dem i Opgjøret,
så vilde han meget snart blive stående igjen uden
arbeidere og hans virksomhed som kontraktør
dermed være ophørt. Det er et mærkeligt kortsynet
ræsonnement dette, at egeninteressen skulde drive
kontraktøren til at behandle arbeiderne slet, da det
jo skulde synes at ligge klart i dagen, at netop
denne egeninteresse må drive ham til at behandle
dem godt. Arbeiderne har jo også et ganske andet
bånd på kontraktøren end på statens
arbeidsbesty-rer, thi den førstnævnte må - som oftest under
mulktansvar - have sit arbeide færdigt til en
bestemt tid, medens dette ikke er tilfælde med
sidstnævnte, der står aldeles fri og uafhængig af
arbeiderne og, om han vil, ikke behøver at tage
nogetsomhelst hensyn til disse. Fra min erfaringskreds
har jeg derfor også - om end undtagelsesvis -
exempler både på utidig knebenhed og hensynsløs
behandling af arbeiderne fra den i statens tjeneste
ansatte arbeidsbestyrers side, medens jeg ingen
sådanne exempler kjender fra kontraktørernes -
d,, v. s. deuslags kontraktører som kunne tænkes
at ville hævde sin stilling som sådanne under et
fast ordnet kontrakt væsen.
Når en indsender i «Teknisk Ugeblad» vidste
at fortælle, at arbeiderne brugte at udtale sig
derhen, at de hos staten var sikre på at få sit rette
tilkommende, men at dette ikke var tilfælde, når
de arbeidede for kontraktører, da er dette lavede
fantasibilleder. Vistnok kan man få en arbeider
til at snakke sig sådant noget efter munden; men
at ville udgive det for en sand skildring af
forholdene viser kun et komplet Ubekjendtskab til
arbei-deren og hans tankesæt. Det faktiske forhold er
nemlig, at arbeideren som regel er mistroisk og det
ikke mindst ligeoverfor statens funktionærer. Dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
