- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 1 (1884) /
18

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. phil. G. Brandes: Børne og Goethe

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

fortæller Goethe i sine Aarshæfter, hvilke Börne i hin oprørte
politiske Stemning for første Gang gennemlæste, hvorledes han i
1790 under sit Ophold ved Hæren i Schlesien skrev nogle
Epigrammer, dernæst i Breslau ved Soldaterhoffet dér studerede
sammenlignende Anatomi og levede som en Eneboer fortabt i dette
Studium, endelig at den Begivenhed, der foranledigede ham til
Studiet var det Fund, han en Aften i Venedig havde gjort af en
halvsprængt Faarehjærneskal.

Börne skriver herom: »Hvorledes! Goethe, et rigtbegavet

Menneske, en Digter; den Gang i Livets skønneste Aar han

var i Krigsraadet, i Titanernes Lejr, dér, hvor for fyrretyve Aar
siden Kongernes frække, men dog ophøjede Kamp mod Folkene
begyndte, og til intet begejstrede dette Skuespil ham, til ingen
Kærlighed, intet Had, ingen Bøn, ingen Forbandelse, til intet
uden nogle Epigrammer, hvilke han selv betragter som for
værdiløse til at han kan meddele Læseren dem. Og da de prægtigste
Regimenter, de skønneste Officerer drog ham forbi, frembød der sig
intet bedre Stof for hans Betragtning end den sammenlignende
Anatomi! Og da han i Venedig spadserede ved Havets Bred —
Venedig, et bygget Æventyr af tusend og én Nat; hvor alt toner
og funkler: Natur og Kunst, Menneske og Stat, Fortid og Nutid,
Frihed og Herrevælde; hvor selv Tyranni og Mord kun klirre som
Lænkerne i en uhyggelig Ballade; Sukkenes Bro, de ti Mænd,
det er Tartarusscener — Venedig, hvortil jeg sender
længselsfulde Blikke, men som jeg ikke kan nærme mig til, fordi det
østerrigske Politi ligger paa Lur foran Byen og med sit giftige
Slangeblik skræmmer mig tilbage — dér, efter Solnedgang, da
Aftenrødmen overstrømmede Hav og Land og Lysets Purpurbølger
sloge sammen over denne Stenmand og farvede ham, den evigt graa,
og da maaske Werthers Aand kom over ham, saa han følte, at
han endnu havde et Hjærte, at der gaves en Menneskehed om ham,
en Gud over ham, og han forfærdedes over sin døde Ungdoms
Aand, og Haarene rejste sig paa hans Hoved — da krøb han i
sin Angest efter Sædvane, for at blive alle Grublerier kvit ind i en
sprængt Faarehjærneskal og holdt sig skjult dér, til der atter kom
Nat og Kølighed over hans Hjærte! Og den Mand skal jeg ære!
den Mand skal jeg elske! Før kaster jeg mig i Støvet for
Vitzli-Putzli; før vil jeg slikke Dalai-Lamas Spyt!«

Visselig skulde Börne ære denne Mand og netop af den
Grund, hvorfor han udtaler sin Ringeagt for ham. Ti paa intet

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 04:09:56 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1884/0028.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free