Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November - Herman Bang: Teatrene. (September—Oktober)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
logiske Undersøgelse, der hersker i Ronmnen, og som gennem Skuespillerens
Person skulde udfylde det moderne Drama — passer for de gamle Stykker,
hvor Traditionen, Rutinen og Masken klæder Personerne paa og lægger dem
Ordene i Munden, men forbliver fuldstændig utilstrækkelig, naar det gælder
den Menneskefremstilling, som det moderne Drama fordrer. Et Stykke, der
som „En Skandale* giver Overfladen af et Samfundsliv, slaar an, fordi
Skuespillerne trods svigtende psykologisk Kunst dog magter Hverdagslivets Overflade.
Men hvor der er Tale om dybere Sindsbevægelser, mere sammensatte Følelser,
stærkere komplicerede OpleveLser, raader vor Kunst ikke længer over saa stor
Sjælekundskab, at den kan følge Forfatteren, endsige da, at den skuide være
mægtig nok til al nuancere ham og uddybe Forstaaelsen af hans Værk ved at
tilføre det Detailler, rovede fra eget Liv.
Skuespilkunst er en Formæling af to Eksistensers Lidenskaber gennem
Kunsten — Digterens og Skuespillerens: to Oplevelser, som griber hinanden,
knugende omfavner hinanden og flyder sammen. For at Legemliggørelsen gennem
Skuespilleren skal blive paa Højde med det psykologiske Drama, der fremstilles,
maa Skuespillerne arbejde med den samme Selvkundskab, med den samme Sum
af direkte Iagttagelser som Digteren. Begge disse to maa eje samme Muse, den
psykologiske Kunsts eneste: Erindringen.
Men vor Skuespilkunst synes mig at arbejde med betydelig ringere Fond
af Sjæle-Viden og -Bevidsthed end Literaturen. Skuespillerne understøtter
derfor kun slet Forfatterne — vel at mærke de Forfattere, man overhovedet
spiller, ti de bedste af de nye Dramer ligger jo uspillede hen — og Indtrykket
bliver en Fladhed, som ikke skal vække Mængdens Interesse for Skuespil, der
i og tor sig er vanskeligere at tilegne sig end en Duflvaudeville eller et
„Ambrosius* ........
Saa bliver man heller ved at græde over det, som man er vant til at
fælde Taarer over, bliver ved at le ad det, man er kommen i Vane med at le ad.
Og dette er det, der skaber Succes for „Ambrosius*, „Elverhøj*,
„Deklarationen*. og som maaske vil vedblive med at gøre det, saa længe
Skuespillernes Uddannelse fører dem bort fra Livet lige i Armene paa Traditionen —
i Steden for omvendt. Forholdet er nu dette, at en ung Skuespiller hos os begynder
med fra en Plads i Parterret at betragte de andre; saa maaske læse med en
Instruktør, der siger ham: Saaledes gjorde jeg og paanv tvinger ham til at
betragte en anden. Dette er saa meget farligere, som selve hans Arbejde jo
synes et Arbejde med en Rolle: at Livet saaledes ogsaa her kan synes kun
paa anden Haand al træde ham imode.
Saaledes føres ban idelig bort fra Livet. Denne eneste Kilde, til hvilken
Instruktionen - Mellemmand mellem ham og Livet — evindelig skulde føre
ham tilbage. Instruktionen, hele Uddannelsen bør tvinge Skuespilleren til først
at betragte sig selv, undersøge og granske sig selv. Siden bor den Unge ved
at betragte de andre og Maaden, hvorpaa de udtrykker deres Følelser, sé at
gøre Udtrykket for sit selvstændige Liv saa fyldigt og rigt som muligt.
Kun saaledes kan der opstaa en ægte Menneskefremstilling.
Herman Bang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
