Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Alvilde Prydz: Guldfuglen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
liende det, men hun var saa ung den Gang og endnu; til næste
Sommer maatte hun slippe — og næste Sommer blev Aar efter
Aar den aftryglede udsatte Termin.
Det var Nils, hun ventede paa, men Nils lod vente paa
sig. Der var ogsaa andre, hans Fa’r og Mo’r, som ventede paa
Nils, den store Stjærne, der skulde gaa op paa Horisonten, men
ikke gik.
Han rejste rigtignok ind’ til Kristiania en Høst, men det
var bare for at kunne være mere udsøgt doven, paastod Agathe;
og han kom ogsaa hjem uden Eksamen.
Men da Gabrielle kom og saa’ saa bebrejdende paa ham,
da var det fordi han havde haft Hovedpine; han kunde ikke læse.
Hun saa’ bedrøvet paa ham. Hvor det havde været slemt,
men han maatte ikke tabe Modet; han maatte rejse ind igen
straks til Høsten, da vilde det nok gaa bedre, og hun skulde
vente, vente, holde Mo’r op med godt Snak og — bare han fik
anden Eksamen endda, turde hun bedre begynde at tale om ham
der hjemme.
Men Tiden gik fra Nils. Hele Aaret gik rundt, uden at
han kunde komme af Sted eller tage fat.
»Men Nils«, spurgte Gabrielle, »véd du ikke, at det er
mig, du arbejder for, naar du læser — og har du saa ikke Lyst
til at læse?«
Hendes Stemme spurgte saa blødt, og hun var saa
betagende, naar hun sad der og saa’ mod ham med de graadslørede
Øjne, at Blodet kom i Fart i ham igen.
Og han lovte, og hun troede igen, troede ham som en Gud.
Han havde jo heller ikke kunnet komme fra, havde
maattet hjælpe sin Fa’r, der havde været syg saa godt som hele
Vinteren.
Hun smilede, lykkelig over denne Sygdom; det kunde hun
jo sagtens have tænkt sig, at der maatte være noget, der havde
hindret ham.
Men han skammede sig for at tilstaa, at han ikke forstod
at elske saaledes, at han for hendes Skyld gad læse, og at
han nærede en ubegrænset Sky for paa nogen Maade at faa at
gøre med den »fine« Familie.
Som hun sad der og saa’ paa ham, skammede han sig
for sig selv ved at tænke paa, hvorledes han de to sidste
Vintre havde trøstet sig ved saa mangt, og at han var begyndt
Tilskueren. 1885. 56
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
