Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Cand. phil. Niels Møller: Tennysons sidste Bog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Queen Bersabe« synes kedelig. — Til dramatisk Brug egner
Pastichen sig mindst. Dels fordi Dramaet ikke vel kan være for
literære Gourmets alene, dels fordi Pastichen som særlig
Skønhedsform kun hører hjemme i mindre Digte. I Længden keder den —
ligesom et for hyppig gentaget Omkvæd, som et ensformigt
Verse-maal. Derfor trætter selv saa skønhedssvangre Værker som
Swin-burnes klassiske Stykker »Atalanta« og »Erechthevs«. Trods al
Beundring for Kunstnerens Dygtighed føles hans Værk ikke som
Liv af ens eget Liv, man bliver kold.
Tennysons Becket er en Pastiche, nærmest efter Marlowe,
og lider under alle Kunstformens Skrøbeligheder, der langtfra
dækkes af den elegante Iklædning, Stoffet har faaet. — I og for
sig er Stykket tilmed tarveligt. Digterens lyriske Begavelse
fornægter sig vel ikke, der er yndefulde — lidt sødlige —
Smaa-sange, der er dejlige Vers, som Duetten, der indleder 2den Akt,
men Stykket fattes den faste dramatiske, koncentriske Bygning,
det mangler Naturlighed i Begivenhederne og Sandhed og
Haand-gribelighed i Karaktererne. Det er en langtrukken, dialogiseret
Kronik, hvori Skuespillerne løber ind og ud hvert Øjeblik og
snart agerer Kongsmænd i Frankrig, snart Kirkestøtter i
England — and then are heard no more. — Der hænder meget
romantiske Sammenstød: Dronning Eleanor og den onde Fitzurse
sniger sig snedigen hen til Rosamunds skovskjulte Slot. Begge
brænder de af Had til hende: Dronningen, fordi hun er tilsidesat
af Kongen for Rosamunds Skyld, Sir Reginald, fordi Rosamund
har tilsidesat ham for Kongen. De vil derfor dræbe hende og
begunstiges af alle de Omstændigheder, der en Gang var til Rede
for en »vis Lucianus, Kongens Brodersøn«. Heldigvis for hende
er Tennyson mere medynksom end Shakespeare overfor den
wienske Hertug. Det træffer sig saa belejligt, at Becket kommer
anstigende i sidste Øjeblik tidsnok til at gribe Eleanor i den hævede
Haand og tordne hende et patetisk »Morderske!« ind i Øret.
Sligt er usandt og falsk. Lige saa, naar Forfatteren i sidste
Scene faar Rosamund placeret i Kirken, for at hun kan vise sig
som den pæne Dame, hun er, ved at bede om Tørvejr for Becket,
da Fitzurse og hans Fæller dræber ham.
Af de fremstillede Karakterer er utvivlsomt Becket den
mest vellykkede. Der er i Prologen gjort et smukt Forsøg paa
at skildre en verdslig Prælat, en Mand, der lider Vinens Smag og
Syn af skønne Kvinder, der finder sig vel til Mode ved Bordets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
