Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Fru Amalie Skram: Bøn og Anfægtelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Livet i den vestlandske By behagede hende fra først af
ikke. Men lidt efter lidt blev hun draget ind i en Hvirvel af
Selskabelighed og blev snart Sjælen i den Kreds, som gik for at
være Byens første. Aldrig havde hun levet saa morsomme Dage.
Vinteren forløb med Baller og Sammenkomster og Privatkomedier,
og om Sommeren laa hun med Børnene i Hardanger og havde
foruden Landlivsglæderne ogsaa den Fornøjelse at gøre
Vintervennerne, der kom paa Besøg, jaloux paa de østlandske
Herrebekendte, der tilbragte Sommerferierne sammesteds. Efterhaanden
blev hun imidlertid inderlig træt og ked af dette Liv. Hun trak
sig mere tilbage og omgikkes en Tidlang saa godt som bare nogle
unge Læger, som hendes Mand var kommen i Berøring med, og
som skiftedes til at være Hjælpelæger paa Anstalten.
Til alle disse Læger havde hun staaet i et intimt Venskabs
og Fortroligheds Forhold, en efter en. Hun havde været meget
liberal i Retning af de Friheder, hun gav dem Lov at ta’ sig
lige-overfor hende. Alle de Smaatiltfærmelser, som en vis Art Herrer
tillader sig overfor den Kvinde de »lægger an paa,« lod hun passere
uden at lade som hun mærkede det. Et og andet lidenskabeligt
Udbrud som et knugende Haandtryk, ja endog et hurtigt Kys paa Kind
eller Haar ved en ilsom Afsked i et belejligt Øjeblik, skræmmede
hende heller ikke. Men saa snart de optraadte som hendes
begærende Elskere, der ikke lod sig afvise, gjorde hun kort Proces,
og tog fat paa den næste. De maatte gærne sværme for hende
og være forelsket i hende; det fik bli’ deres Sag. Men hun havde
svoret i sit Hjærte, at hun aldrig mere vilde gi’ sig saaledes hen
til nogen Mand, at en Forandring i Forholdet kunde volde hende
del mindste Fnug af Smerte.
Hendes Mand var i denne Tid højst misfornøjet med hendes
Opførsel. Han vidste ikke noget bestemt, men det ligesom laa i
Luften omkring ham, at ikke alt var som det skulde være med
hans Kone og Husvennerne. De hviskende téte-å-téter, det
pludselig afbrudte Snak, naar han kom tilstede, de lange
Spasere-ture i Byens ensomste Omegn, de talende Blikke, den nervøse
Ujævnhed i Tonen, de bratte Overgange i Samtalerne og meget
mere af den Art, der opfattes gennem Instinkt og Fornemmelse
mere end gennem Syn og Hørelse, alt dette vakte hans
Mistænksomhed og endte med at gøre ham besat af den rtiest
fortærende Skinsyge, som skaffede sig Luft paa forskellig Vis.
Til alle de Bebrejdelser han gjorde sin Kone for det Maskepi, hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
