Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Professor H. Høffding: Om Religionsfrihed og nogle dermed forbundne psykologiske og etiske Spørgsmaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg er kommen noget bort fra mit Hovedæmne og vender
nu tilbage til det.
in.
Saa meget er vist, at Kampen vil blive lang. Den vil efter
manges Mening blive den evige Strid. Skulde det være saa, maa
vi gøre os fortrolige dermed. For en alvorlig Livsanskuelse er
hele Livet en stor Kamp, og denne vil da kun være en af dens
mange Former. Men det er ikke ligegyldigt, paa hvilket
Grundlag og paa hvilken Maade Striden føres. Skal den fra kirkelig
Side føres med det Skriftsted som Motto, med hvilket en amerikansk
Præst rykkede ud mod Darwin og Spencer: »Skulde jeg ikke hade
dem, der hade dig, Herre!*? Og skal den fra den modsatte Side
føres med Haan og Spot? — For de værste Udskejelser i denne
Retning er der jo sørget ved Religionsfrihedens officielle
Anerkendelse. Det ydre, borgerlige Liv kan gaa sin Gang, uanfægtet
af de enkelte Individers forskellige Tro. De fanatiske troende og
ikke-troende maa i hvert Tilfælde taale hverandres Nærværelse i
Samfundet. Men det er, som allerede tidligere bemærket, et vel
udvortes og negativt Forhold.
Det vil heller ikke være nok at henvise til den stedse mere
udbredte og stedse bedre begrundede Overbevisning, at de religiøse
Problemer angaa noget, som i Følge sin Natur ligger udenfor
den strænge Videnskabs Rækkevidde. Ti Spørgsmaalet er netop:
hvad saa? Skulle vi lade hverandre hver sejle sin egen Sø, fordi
man dog intet sikkert kan vide om disse Ting? Vil det ikke føre
til Ligegyldighed eller til Afbrydelse af enhver dybere gaaende
aandelig Forbindelse mellem dem, der ikke høre til samme Sekt?
— Og i hvert Tilfælde vilde man da ikke kunne fordre Tolerance
af dem, der erklære sig at være aldeles sikre i deres Sag, —
sikrere end nogen som helst Videnskab kunde gøre dem.
Katolik-eme paastaa saaledes ofte1), at Protestanterne maa være
tolerante, fordi de ikke tør hævde, at deres Kirke er den ene sande,
men at Katolikeme ikke kunne være det, fordi det er en Del af
deres Tro, at deres Kirke er den ene sande. Protestanterne lade
maaske Paastanden gaa videre til Fritænkerne — men de
Fritænkere, der mene, at alle troende enten maa være dumme eller
*) Se f. Eks. en Udtalelse af en katolsk Biskop, som anføres hos F. C. Baur:
Kirchengeschichte des 19ten Jahrhunderts. P. 264.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
