- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 4 (1887) /
105

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arthur Aumont: Teatrene

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

godt ril bringe os. Meget hellere burde de ristnok lidt nøjere end hidtil afsøge
de Stykker, der kun opnaar ^n kølig Anerkendelse af det store Publikum dér,
de riide da maaske finde ikke saa faa Stykker, mere passende for danske
Tilskuere end Dumas’ og Sardous aristokratiske Salon-Melodramer, Gondinets og
mange andres mere eller mindre parisiske Farcer eller Belots og Busnachs
håndværksmæssige Dramatiseringer. Der findes nemlig iranske Stykker, der i
hej Grad minder om nordiske Skuespil, som Eksempler skal nævnes Henri
Becques les corbenux og Emile Zolas Therése Baquin. Personerne ere i begge
Stykker almindelige Dødelige: hos Zola tilhører de den lavere Borgerstand,
der saa at sige lever fra Haanden og i Munden, hos Becque derimod det rige
Bourgeoisi. Becque er vel den, der er naaet ridest, og det er ved de stilfærdigste
Midler. Han har endog givet det, der tit savnes haardt hos nordiske Forfattere,
nemlig et Billede af de Menneskers Liv, Dramet fremstiller, inden Katastrofen
bringer dem ud af deres dagligdags Tummerum, kort sagt den Baggrund, uden
hvilken et Drama ikke ret förstaas. Først er der en hyggelig Familiescene, saa
samles Husets Venner til en intimere Middag, og først da sættes det dramatiske
Hjul i Bevægelse. Fuldt saa godt er Zola ikke kommet over denne Vanskelighed,
hans Introduktion ligner maaske nok en Smule for meget et Forspil, langt forud
for de andre Akter som det ligger i Tiden. Til Gengæld raader saa Zolas
Skuespil over langt stærkere dramatisk Spænding og flere rirkningsfulde Optrin, der
sikkert vil holde Tilsknemes Interesse fast, medens les corbeaux’s stilfærdige Scener
maaske nok kræver mere literær Smag. Det er ikke saa at forstaa, at Zola
skulde have tilsidesat kunstneriske Hensyn eller undladt at lodde sine Personers
Sjæl dybt ned til Bunden, tvært imod Dramets anden og tredje Akt staar baade
i Form og Indhold som de allerbedste Skuespils jævnbyrdige. Med Hensyn til
Afslutningen vinder Becque saa igen Forrangen med Enkens ene Datters
For-nuftgiftermaal med den .mægtige Kompagnon; derimod kommer Zola, der tager
sin Tilflugt til Blaasyreflasken, Melodramet en Smule for nær. Begge Stykker
frembyder højst interessante Opgaver for Skuespillere, og de fortjæner at opføres
paa dansk Scene.

Spillet i Frelst .og i Fromont jun. et Risler sen. var ikke af særdeles
Værdi; fastest gennemført var Hr. Lindstrøms Bondeknøs i Frelst, fra først
til sidst paalidelig og troskyldig i sin stilfærdige Ringhed. Frk. Aalberg
tøjler des værre ikke haardt nok sin beklagelige Hang til ynksom Klynken, men
anvender den nu tvært imod med sær Forkærlighed alle mulige Vegne,
saa-ledes ogsaa i Frelst-, skal der blive nogen Mening i Viola, maa Stemmen lyde
haard og afvisende, ikke træt og svag. Adskillig Kraft raader Skuespillerinden
uimodsigeligt over, dog til hvad Nytte bliver den, naar hun anvender den
aldeles uden Forbindelse med den tidligere viste Karakter? At fange Bifald
red Effektjageri bør hun holde sig for god til. Hr. Vilhelm Wiehe arbejder
flittigt, men sikkert tager han for tungt og ængsteligt paa sine Roller. Det gør
godt at se en Skuespiller følge saa vel med som han gør, dog viser Hr. Wiehe
det Indtryk, han modtager, ikke paa sit Ansigt, men ved en uafbrudt Uro: han
er snar i Vendingerne, han drejer sig halvt om paa den ene Hæl, han luder
Hovedet frem, skyder Skuldrene tilbage, knytter Hænderne og holder Munden
aaben i spændt Forventning om hvad nu følger. SkuespiUeren bør beflitte
sig paa større Ro, prøve at faa Ansigtet noget mere i Bevægelse og lade
begemel i Ro. Som Oscar i Frelst var der en velgørende Ro over de første
Scener, Forsrirretheden og den Tone, midt imellem blødsøden Spøg og træt

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:37:59 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1887/0115.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free