Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Docent Cl. Wilkens: Mand og Kvinde. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dommelighed, der foretegner dem deres Retning. Der turde næppe
gives noget, som en kvindelig Intelligens ikke kunde indse, men
særdeles meget, for hvilket Kvinden aldrig lærer at interessere sig.
Mandens Erkendelse og Vilje er rettet paa det almene, Kvindens
paa Helheden, Gruppen, det særskilte og enkelte. Det er mandlig
Filosofi at leddele de skønne enkelte Fænomener og udgrunde, af
hvilke almindelige Betingelser de med Nødvendighed ere
frem-gaaede, det er kvindelig Metode at hade Analysen og nyde og
beundre det tilblevne Hele i dets umiddelbare Værd og Skønhed.
Mandlige Opfindelser ere alle Mekanismer, mandlig er den Glæde
middelbart at frembringe Virkninger ved almindelige Kræfter
efter almindelige Love. Kvindelig er den egne Haandpaalæggelse,
Fordringen paa endnu fremdeles at medfornemme Følelsens
virksomme Varme i dens umiddelbare Overgang i Produktet. En
mandlig Tanke er den dybe Overbevisning, at alt det største og
skønneste i Verden har sine mekaniske Betingelser og at ingen
for tidlig moden, denne ubøjelige Virkeliggørelse foregreben
Følelse har Bestaaen og Sikkerhed. Ud fra denne Sandhed gik
enhver organisatorisk Ordning i Livet; denne hviler overalt paa
Retfærdighedens Princip, paa den Tro, at først de almindelige,
overalt gyldige Betingelser for Sandheden maa ske Fyldest, inden
der kan være Tale om et Resultat, der i det enkelte Tilfælde er
ønskeligt. Kvindens rigtige og til Livets Lykke ikke mindre
nødvendige Tro er, at intet alment, ingen Form nogensinde har
et selvstændigt ubetinget Værd, der kun tilkommer det levende,
til hvis Begrundelse begge føre; — ud fra denne Tanke flød al
Forsoning og Skønhed i Livet, ti den hviler overalt paa
Billighedens Grundsætning, efter hvilken vi føle den Forpligtelse at
mildne Retfærdighedens Haardhed ved fri Kærlighed og Godhed.
Jeg turde endelig vove den Paastand, at Sandheden (or det
kvindelige Gemyt overhovedet har en anden Mening end for den
mandlige Aand. For Kvinden er alt det sandt, der er
retfærdig-gjort ved den fornuftige Betydning, ved hvilken det føjer sig ind
i den øvrige Verdens og dens Forholds Hele; det kommer mindre
an paa, om det tillige er virkeligt. Kvinderne ere derfor tilbøjelige
vel ikke til Løgnen, men til Skinnet, og de gaa ikke nærmere
i Rette med, hvad der udfører den af Skinnet forlangte Tjæneste1), *)
*) H. Lotze: Mikrokosmos I. 383—84 og 387.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
