Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Cand. jur. W. Behrend: Den nordiske Musikfest i Kjøbenhavn 1888
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
udført af et saadant Orkester og et saadant Kor under Mesterens
egen Ledelse, det var vel nok det bedsle, Musik fe sten havde
at byde paa. Og Tilhørerne forstod det, hvert Øjeblik brød
deres Tak ud i jublende Bifald; efter Olafs Romance, ved anden
Dels Slutning og ikke mindst efter Morgensangen, der saa
genialt fra Nattens Kogleri fører over til den lyse, klare Dag med
dens haandgribelige Jammer. For en og anden Tilhører havde
maaske Elverskud denne Dag endnu en ny og ejendommelig
Interesse, den nemlig, at man fik det at høre under Belysning af
den umiddelbart før sungne Ballade af Gr i eg: Den Bergtekne.
Om Modsætningen mellem disse to Behandlinger af et Stof ud af
Folkeviserne af næsten ens Karaktér og Indhold, skal jeg her kun
forsøge nogle faa Bemærkninger, skøndt en nærmere Analyse deraf,
der naturlig vilde føre ind til Modsætningerne mellem selve de to
Komponisters Naturel, kunde være tillokkende nok. Grieg er
fuldt ud subjektiv; det er ham selv, der taler: »eg för vilt i
veduskögin«., han selv har i den triste storslaaede Natur mødt
den lokkende »juttuldottri« og har fulgt hende i »juttullen« —
nu sidder han med svidende ulægeligt Saar i Hjærtet, med Ansigtet
begravet i Hænderne og mindes sin »Vildfarelse« (den forunderlige,
fine Modulation straks i Begyndelsen) — mindes hendes Røst, der
klang som det tonende Horn i Skoven, mindes den vilde Dans, —
et Øjeblik kommer der en vemodsfuld Ro i hans Sind, idet han
tænker paa Freden og Harmonien i Naturen rundt om ham, men
snart føler han, at for ham er der ingen Fred: han vender
tilbage til sin tungsindige Grublen — saa trist, saa haabløst som
den begyndte, ender Kompositionen: »eg för viltc — »eg fann inkji
vegin heim«. Saaledes staar Grieg midt i sit Stof, han føler og
lever selv i alt dette og det er hans kunstneriske Stræben at give
sin Stemning derved et saa klart Udtryk som mulig og det er
lykkedes ham indtil Fuldendthed. Hvor helt anderledes har Gade
ikke taget paa Stoffet? Det er som stod han med en gammel
Krønikebog i Haanden og fortalte os dens Indhold saa fyldigt,
saa malende og levende, som han med sin rige Fantasi blot er
i Stand til; men ikke et Øjeblik under hele den lange, gribende
Fortælling faar vi at vide, hvad han selv, Kunstneren, føler og
tænker derved; først lige tilsidst, mens han trykker Foliantens
store Spænde til, lader han et Øjeblik sit Aasyn til Syne (»ti
raader jeg hver dannis Svend«). Men heller ikke her, hvor han
selv tager Ordet, kommer han i synderlig Affekt, helt stilfærdig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
