Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Docent Cl. Wilkens: Georg Brandes som literær Kritiker. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
else, men ikke en egentlig Følelses Dom1). Den meddeler sit
almindelige Indtryk, angiver Værkets Indhold og roser og laster
i det hele og i det enkelte. I bedste Tilfælde, hvis den
fornemmende Kritiker virkelig har en vis Følelse for Skønhed og
æstetiske Ting, bliver den til en Følelse af det umiddelbart-poetiske.
»Enhver, der er i Stand til at lægge sin Følelses- og
Fornemmelsestilstand saaledes ind i Genstanden, at denne nøder mig til at gaa
over i hin Følelsestilstand og følgelig virker levende paa mig,
kalder jeg en Digtert (Schiller). Og dette første Spørgsmaal, om
Værket i det hele er poetisk eller ikke, der er afhængig af en
umiddelbar Fornemmelse af den i Værket givne Følelses Dybde,
Inderlighed og Styrke, af Fantasiens Liv, Rigdom, Frihed og
sanselig-plastiske Kraft, af Tankens Dybde og Omfang, af
Interessen, Synet, Oplevelsens Undergrund, maa væsentlig afgøres af
den umiddelbare Følelse, af Smagen i dens Umiddelbarhed. Den
er efter Heiberg det naturlige Udgangspunkt, men den kan efter
ham ikke motiveres, med mindre man derfra gaar ind i det
tekniske. Den Kritik, der bliver staaende ved denne Følelse af det
poetiske, naar ikke videre end til disse evige Tautologier, der ikke
sige andet end: det er skønt, fordi det er skønt, eller, det er
slet, fordi det er slet. »I denne Art er næsten alle vore
æstetiske Bog- Teater- og Musik-Kritiker affattede.«
Fra denne embryoniske Kritik, hvis Sandhedsmoment er
denne første Sondring mellem det poetiske og det upoetiske, en
første Følelses-Dom, gaar Vegen til lidt højere Former af
principløs Kritik.
Benyttet af mere produktive Aander former den sig
saaledes, at Værket bliver Udgangspunkt for Kritikeren til
Ræsonnementer, Betragtninger, Iagttagelser, Aandrigheder, Apercus af
forskellig Art. Værket bliver kun en Anledning for Kritikeren til
poetiske Improvisationer, til et aandfuldt Gauserie over Værket,
(Jules Janin, Tbeophile Gautier). Det er Former af denne Art,
som Paul Møller kalder den konverserende eller ræsonnerende.
Eller Kritiken slutter sig til en eller anden poetisk Skole
som dens Fanebærer, Herold og. Trompeter (for en Del Nisard,
tidligere stundum ogsaa Ste Beuve) men uden egentlig Besindelse
paa de Principer, der røre sig i Skolen, oftest kun naiv-begejstret
*) Se min .Æstetik i Omrids* Med særligt Hensyn til den moderne
Æstetik. Kbhvn. 1888. S. 40-42.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
