Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Ud fra Mørket. Sidste efterladte Arbejde af Fru Victoria Benedictson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
med hele Kønnet, som kaster Ansvaret for én Kvindes Handlinger
over paa alle. Hun betragtes ikke som Individ; hun er bare en
Del af sit Køn. Hvor har jeg ikke erfaret det! Jeg, som følte
det, som om alle de andres Skyld hvilede paa mig alene, som
om min Ydmyghed var et Sonoffer for alle de andres
indskrænkede, blinde Indbildskhed, Herskelyst dier Egenkærlighed! Min
Hjærne havde sin syge Plet, og alt, hvad Livet gav mig af Stof.
gik til Næring for dette ene Punkt.
Min Fader vilde ikke have, at jeg skulde blive en gammel
Jomfru, og saa giftede ban mig bort. Jeg vidste, at det eneste
Middel for en Kvinde til at løfte sig til højere Samfundsrang var
at gifte sig med en Mand som stiger.
Jeg giftede mig, og jeg steg — steg’, da jeg gav
Kærlighedens Tegn til en Mand, der var mig mere modbydelig end
en krybende Orm. Jeg var smuk den Gang — — det er længe
siden. —
At være smuk og ung er det eneste, der ikke er en Skam
for en Kvinde. Min Mand var ærgerrig, og han vilde frem; og
for at komme frem behøvede han andre, én anden idetmindste.
og denne ene besøgte os ofte. Han var vor Ven, saas offentlig i
Selskab med min Mand, var hjemme mit Selskab. Jeg syntes om
ham; mit daglige Liv var en Maskerade for ikke at vise hvor
meget. Min Mand var »en glad Sjæl« — saadan hedder det
vist. Og i Løbet af to Aar kan man nok opnaa at blive m®t
af en Kvinde. Saa kom »den anden« en Dag og vilde give mig
en Foræring, en Foræring saa kostbar, at en Brudgom knap nøk
vælger en saadan til sin Brud. Jeg sagde nej, og jeg sagde det
med Skræk. Jeg var ude af mig selv, og jeg fornærmede
Giveren.
Min Mand fik ad Omveje Nys om Sagen. Og véd du, hvad
han gjorde? Han greb mig i Armen og sagde: »Du støder ham
med dit Nej. Tag imod det. Du raaa gærne sige, at det er mif.
der har givet dig det.«
Saaledes gik det til, at jeg tog paa mig den Skam at være
en fraskilt Hustru. Jeg kunde ikke taale at blive betragtet som
en Handelsvare, at man sjakrede med mig som med en udslidt
Klædning. Derfor kom Skammen over mig — Skammen ved at
være en Hustru uden Mand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
