Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
442
Teatrene.
nogen stærk Ejendommelighed bag Skallen mærkedes sjældent eller aldrig.
Cæsar, Antonius, Wallenstein, Oberst Butler, Qvestenberg (som Programmet
højst latterligt kaldte »Krigsraad«), Kong Karl VII af Frankrig, Talbot, for
blot at nævne nogle, alle disse virkede ved deres første Fremtræden, som en
Række gamle Portræter, der pludselig havde faaet Liv, men den Karakterisering
indefra, der skulde bevirke, at disse Skikkelser blev mere end en Maske,
fattedes: hvor var f. Eks. Cæsars imponerende Verdenshersker-Majestæt, hvor
Antonius’s besnærende Glathed, hvor Wallenstein fantastiske Titan-Ærgerrighed,
o. s. v.? Man fik lidt elter lidt den Fornemmelse, at man var hensat til et
Panoptikon, hvis Figurer pludselig havde faaet Mæle, men samtidigt havde man
ikke sjældent Lyst til at bede dem standse deres Tales Strøm....
Truppen talte saaledes ingen store Skuespillere, men det meiningske
Teater har heller aldrig gjort Fordring paa at besidde Genier blandt sit
Personale; det afskyr, synes det, alt hvad der smager af Stjærnekomedie, og fordrer
derfor af sine Skuespillere, at de den ene Aften skal spille en Hovedrolle,
medens de den næste skal gøre Statisttjæneste i det selvsamme Stykke, hvori
de Dagen før var Hovedpersonen. Saaledes har Meiningerne ført det hojt
priste Dubleringssystem ud i Livet, og her i København hændte det nogle Gange,
at en Rolle fik den bedste Udførelse først ved sidste Opførelse.
Meiningerne har sat Illusionen paa deres Banner; de vil, at alt hvad
Tilskuerne ser paa Scenen, skal gøre Indtryk paa dem af at være den skære
Virkelighed; de vil, naar Stykket, som de fleste af deres Hepertoire, foregaar i
en svunden Tid, fremmane denne, som den gik og stod, lyslevende for
Tilskuerne. I de hidtil fremførte Forestillinger er saaledes Rom 50 Aar før den
kristne Tidsregnings Regyndelse, Tyskland paa Trediveaarskrigens Tid og Frankrig
i Begyndelsen af det 15de Aarhundrede genopstaaede for københavnske
Teatergængere, desuden har de givet et Indblik i det middelalderlige Venedig, men
den ubestemte Tid, Købmanden i Venedig foregaar i, har sikkert gjort sit
til, at Billedet blev taaget og udvisket Denne Iagttagelse synes den senere
Opførelse af Et Vinteræventyr fuldt ud at stadfæste, ti her, hvor det
gjaldt at fremstille Æventyrets fantastisk - bisarre Følelse og groteske Komik,
glippede Udstyret helt, det blev, om end utvivlsomt yderst kostbart, ganske
stemningsløst og svært kedsommeligt.
Pragtfuldest var sikkert det gamle Roms Genopstaaen med sit brogede
sydlandske Liv i Julius Cæsar, men meget hviler her paa løse Gælningers
Grund. I danske lærde Skoler læres saaledes, at ved Overgangen fra Dreng
til Mand anlagde Romeren den bræmmede Kiton, men mange af de meiningske
Romere bar en ganske ubræmmet. Lidt urimeligt syntes det ogsaa, at det
netop var de ellers fattigst klædte, der bar Hovedbedækning; Shakespeare selv
har i Lucius’s Replik om de sammensvorne, der om Morgenen kommer til
Brutus, tænkt sig disse med Hatten trukket ned over Panden og Ansigtet dukket
ned i Kappen, hos Meiningerne optræder de barhovedede, medens de med en
Flig af Kappen skjuler deres Ansigt. Her var sagtens Enkeltheder nok, om
hvis historiske Korrekthed der kunde tvistes, men det vedkommer ikke den
sceniske Kunst; Spørgsmaalet er, om Udstyret understøtter Stykket, og her
synes ingen Tvivl at kunne være, om at det Udstyr, Meiningerne fremførte
Julius Cæsar i, ej blot understøttede Digterens Tanke, men paa mange
Punkter gav mere end han, idet det lod den svundne Tid genopstya.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
