Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Professor Harald Høffding: Gensvar til Dr. Georg Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Faktisk har Dr. Brandes ved sin Erklæring brækket
Spidsen af de store Ord og de dristige Tanker i sin
første Artikel. Det Hovedindtryk, jeg for mit Vedkommende
har faaet af hans anden Artikel, har mindet mig om den brave
Præst, der, da han saa Menigheden saa stærkt bevæget ved hans
Præken, trøstede den med disse berømte Ord: »Græd ikke, lille
Børn, det turde være Løgn ah sammen!«
.— Dog giver denne anden Artikel mig, hvad Spørgsmaalet
om Stor menn esker angaar, Anledning til nogle Bemærkninger.
Der bebrejdes mig, at jeg gør en »plump, udialektisk
Forskel mellem Maal og Middel«. Jeg føler mig ikke ramt herved.
Jeg har benægtet, at de store Mennesker kun vare Maal, de
andre kun Midler. Den Opfattelse, jeg i ruin Etik havde søgt at
gennemføre, var netop den, at ethvert Væsen med Ævne til at
føle Lyst og Smerte er at betragte paa én Gang som Maal og
Middel. Dette Princip afgiver en Maalestok ved Undersøgelsen af
de enkelte Livsforhold. Naturligvis vil Forholdet mellem Maal og
Middel være højst forskelligt for de forskellige Væsner efter deres
indre og ydre Vilkaar. Jeg ser Sagen paa den Maade, at ved
Ordet Maal betegnes her særligt den passive Side, den Side, fra
hvilken vi forholde os modtagende. Barnet er saaledes Maal
for Moderens Omhu og Arbejde. Ved Ordet Middel betegnes
derimod her den aktive Side, den Side, fra hvilken vi forholde os
handlende. Derfor fandt jeg i min første Artikel det mest
karakteristiske for de store Mennesker i, atdeere de store Midler,
de store Tjænere. De have jo Ævne til ved deres Væren og
Virken at blive Udgangspunkter for stærke og varige
Strømninger, der bringe aandelige og fysiske Livsbetingelser og
Livsspirer til Veje for store Kredse. Som Goethe har udtalt det: de
store Geniers Produktivitet strækker sig ud over deres egen Person
og Tid og virker maaske Aårhundreder igennem. Derfor kunde
jeg ikke gaa ind paa den »simple Tro til, at Menneskehedens
Maal ikke er et i det uendelige udskudt, men maa ligge i
dens højeste Eksemplarer«. (Brandes: Aristokratisk Radikalisme,
p. 575). Jeg vilde netop sige: den største er den, der sætter
noget i Bevægelse, hvis Virkninger gaa i det uendelige, og som
aldrig ophører at virke som Middel til Liv og Lykke for de mange.
Ordet sidst eMaal synes dog uheldigt valgt fordet, hvis Betydning
netop er at være Udgangspunkt. Kraften kende vi kun gennem
dens Virkninger, og efter dens Virkninger maa vi vurdere den.
Tilskueren. 1890. 10
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
