Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
var »sraaa Mumier indpakkede i Silkehylstre og som bildte sig
ind at være smaa Guder«.
Til denne yngre Poet-Skole hører Forfatteren af Mange
Aar efter. Han har villet skildre en Kvinde, altfor uanselig i
alle Maader, til at blanke Ord som Tapperhed, Livsglæde,
Kærlig-hedsfuldhed kan passe paa hende, og dog en tapper, livsglad,
kærlighedsfuld Natur, med saa meget Guld i Hjærtet, saa det baade
lyser af hendes Øjne og klinger af hendes Mund selv i mørke
Timer. Fremfor alt: en af de sjældne Fugle, der tør synge
endog under Uvejr. Dét er, hvad Forfatteren har tænkt sig. Og
saa har han da vel lagt Figuren glade Vendinger let paa Tungen
og givet hende et Tonefald, der er paa en Gang stærkt og blidt?
Ti det hedder jo: tal, for at jeg kan se dig! Nej, Ordvalget er
stadseligt og preciøst; dette resolute gamle Fruentimmer kan
saamænd ikke en Gang faa Lov at give sin Kanariefugl dens
vante Æde og Drikke, uden at det maa ske i en Omstændelighed,
med en Række Forklaringer og Begrundelser, som om det var
første Gang i sit Liv hun fodrede Dyret. Og Rytmen, hvori hendes
Repliker er holdt, er pertentlig og slikket og afmaalt, mindende
om den Sirlighed, hvormed Damer i gamle Dage pibede deres
Kappestrimmel. Derimod har Forfatteren befalet Sceneinstruktøren:
lav en gammeldags, tarveligt solid Stue, og skik mig saa en
Portion lyst Solskin ind i den! Man forstaar: denne varme, glade
Sol i det bepakkede Rum er Sindbilledet paa, hvordan gamle
Jomfru Næve er tænkt ; det sceniske Billede skal erstatte den
manglende digteriske Karakteristik! Der har man et Eksempel
paa, hvor Poeterne nu til Dags smøger deres Pligt af sig. Det er
denne evindelige Glippen af kunstnerisk Ævne, denne stadige
Hjælpen sig med scenisk Allegori i Stedet for med digterisk
Karakteristik, som har nødvendiggjort vor Tids minutiøse Iscenesættelse,
og som kræver af Sceneinstruktøren nu, at han paa sin Side skal
være halvt om halvt en Digter––––-Men Forf. til Mange Aar
efter driver det yderligere. Langt om længe faar han bragt sin
gamle Jomfru Næve i dramatisk Position, det vil sige: i Berøring,
i Sammenstød med et andet menneskeligt Væsen. Det er et
stakkels forfusket og forspildt Fruentimmer, en, med hvis Kæreste
Jomfru Næve i sin Tid løb af, og som siden — bag en religiøs
Maske — har skændet og begrædt Verdens formentlige Nedrighed,
uden at ofre en Tanke paa, om nu ikke ogsaa noget hos hende
selv kan have forskyldt Livets Skuffelse og Forlis. Hun tirrer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
