Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Holger Drachmann: Ulf Brynjulfsens efterladte Papirer. Den første Kærlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dem fra Bredgade. En halvgammel velhavende Bonvivant — en
Sladderhank, der piner Alverden — sætter Folk sammen — en
løbende Avis.
Nu begyndte han. Jeg skulde høre det: »Nej, jeg maa
sige, jeg havde ikke troet det! Det er infamt — saadan en Grøn-
skolling som han er — og saa være Snyltegæst dér!“________
Jeg vendte mig rasende. Hun klemte min Arm haardt.
Jeg saa’, at hun blev rød; det var første Gang.
Maa jeg spørge? ... begyndte jeg; men jeg var altfor
hidsig; jeg blev stikkende i det.
Kom bare! kom! sagde hun og trak af Sted med mig. I
det samme lød Raabene: Der er de! Den Gule er forrest — nej
den Røde! Hurra!––––
Alle trykkede sig sammen og gjorde lange Halse.......jeg
saa’ mit Snit og kom bort bagom Estraden. Jeg gik hastigt til
— var nær bleven redet ned af en Husar — kom udenfor de
bagerste Rækker — og satte saa i strakt Løb hen over den store
Eremitageslette — som i dette Tilfælde forekom mig al være den
modbydeligste flade Brakmark, jeg kendte.
Jeg drev omkring inde i Skoven mellem Træerne. Snylte-
gæst! Snyltegæst! lød det stadigt i mine Ører.
Og det var jo sandt — i hvert Fald sandt for de andre.
Hvad Gavn gjorde jeg? Hvad tænkte jeg paa? Hvad førte dette
Liv til? Til intet! Snyltegæst!____
Jeg gav mig slet ikke Stunder at føre noget Forsvar for
mig. Min Ærekærhed var truffen midt i Prikken. Og jeg havde
ikke en Gang faaet slaaet ham i Ansigtet — ham, som udskød
den giftige Pil.
Jeg var meget ung______og meget langt fra at være for-
dærvet.
Da jeg havde faaet gaaet noget af min Ophidselse — og
en stor Del af Eftermiddagen bort, landede jeg ved Kirsten Pils
Kilde: den Havn, hvortil ofte en modfalden Københavner er tyet.
Dér bemærkede jeg et Selskab. En ung Mand, Kontorist
eller begyndende Forretningsmand, omgiven af nogle unge Piger,
synligt hans Søskende, med et provinsielt men vakkert, fordringsløst
Snit paa sig.
Den unge Herre var allerede københavniseret — det saa’
man; tillige var han den »gode“ Broder; han havde aabenbart
spenderet Turen. Han var sig sin Værdighed, sit Ansvar bevidst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
