Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
begyndte, véd man, med Götz og Clavigo (1772—74), fik Navn
efter Klingers Drama i 1776, kulminerede med Schillers Røvere,
Fiesko, Kabale og Kærlighed (1781—84), og forspinkledes saa og
løb ud — som alle store Strømme — i et Delta (hvor en af
Grenene bærer Navnet Grillparzer). Siden vi nu skal have spillet
igen alle disse gamle Sager, var det dog værd at besinde sig paa,
hvorledes man oprindelig vilde have dem spillet. Ti enhver ny
,Skole’ i Skuespildigtningen har jo ført sit sceniske Ideal med
sig, den skabte sig Skuespillere og en Spillemaade efter sit Hjærte.
Man kan allerede fra Skuespillenes Tekst slutte en Del om
Spillemaaden. Tag den allerførste Replik i Klingers „Sturm und
Drang’. Tre unge („moderne’) Rejsende kommer ind, fulgt af
Værten, i en Gæslgiverstue i Ny-York; Helten i Stykket taler
først, og han siger: „Heida! nun einmal in Tumult und Lärmen,
dasz die Sinnen herumfahren wie Dachfahnen beim Sturm. Das
wilde Geråusch hat mir schon so viel Wohlsein entgegen gebrullt.
Tolles Herz! . . ha, tobe und spanne dich aus, labe dich im
Wirrwar!’ Hvem føler ikke, at her maa der Knald og Kulør paa
Spillet, navnlig Knald! — Eller foretag en ganske kuriøs lille
Sammenstilling! Beaumarchais og Goethe har, som bekendt, be-
handlet en og samme Historie om en forraadt Søster, den første
i „Eugenie’ (1767), den anden i „Clavigo" (1774). Ungtyskerne
var baade i deres Digtning og i deres Skuespiller-Idealer stærkt
paavirkede fra Frankrig. Men se nu alligevel, hvor voldsomt
Tonen blev skruet op i Tyskland! Broderen, som skal hævne,
udbryder hos Beaumarchais:
,De. min Fader, antag den Ed, som jeg her gør. Ja! dersom det Raseri,
der omspænder min Sjæl, ikke har kvalt mig; dersom den Ild, der udtørrer
denne Ulyksaliges (o: Søsterens) Blod, ikke rent har fordærvet hende før Dag,
saa svær jeg: at den tilstrækkeligste Hævn skal have foregaaet hendes Død.‘
Men hos Goethe siger Broderen:
,De skal slæbe mig i Fængsel! men det skal blive fra hans Lig, fra det
Sted, hvor jeg har hævnet mig ved hans Blod. O! den rasende, forfærdelige
Tarst efter hans Blod fylder min hele Sjæl! Tak ske Dig, Gud i Himlen, at
Du midt i den glødende, utaaleligste Lidelse sender Mennesket en Læskedrik,
en Vederkvægelse! Hvor jeg føler den tørstende Ha?vn her i mit Bryst! hvor
den herlige Følelse, Begærligheden efter hans Blod, river mig ud af Tilintet-
gørelsen af mig selv, af den nsle, sløve Ubeslemthed! O, hvor jeg er vel til
Mode! hvor al Ting hos mig higer hen efter ham, efter at gribe ham. at til-
intetgøre ham!“)
‘) For at faa saa omtrent Samtidens Opfattelse af Stykkerne er her
citeret efter de gamle danske Oversættelser fra henholdsvis 1775 og 1808.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
