Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Professor H. Høffding: Hedenske Sandhedssøgere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gjordes efter Alexanders Erobringer, fik nu først sin højere
Betydning ved, at Ideen om en almindelig Menneskehed udvikledes.
Stoikerne uddybede denne Tanke ved den hele Verdensanskuelse,
ifølge hvilken Tilværelsen udgør en Enhed, idet Verdenssjælen
lever og rører sig i de enkelte Væsener. Hele Verden, lærte deT
er en stor Stat, fælles for Guder og Mennesker, besjælet af en og
samme uendelige Kraft og underlagt en og samme store Lov, der
fremtræder for hvert enkelt Væsen som dets egen indre Lov. De
søgte herved at forbinde den enkelte Personligheds Selvstændighed
med Hengivelsen til det universelle: idet den enkelte følger sin
Natur, følger han den almindelige Natur, i hvilken han kun er et
enkelt Led.
Hos de første Stoikere betones den personlige
Selvhævdelse og Uafhængighed mere end Hengivelsen til det universelle,
og, hvad der hænger sammen hermed, indenfor den enkelte
Personlighed fremhæve de Fornuften og Viljen som det vigtigste.
Deres Etik faar derved en stræng og negativ Karakter. Den Vise,
deres Ideal, skal være hævet ikke blot over alle ydre Omskiftelser,
men ogsaa over Bevægelserne i hans eget Indre, over Lyst og
Smærte, Kærlighed og Vrede, over alle Affekter, der betragtedes
som noget ondt, da de ophævede Selvstændigheden, den absolute
Hvilen i sig selv, og førte til Afhængighed af noget, der laa
udenfor Viljen. Hoveddyden var Retfærdighed, der opfattedes som
Modsætning til Kærlighed. — Senere Stoikere (den mellemste
stoiske Skole i 2. og 1. Aarhundrede f. Kr.) ændrede denne
Opfattelse og uddybede Humanitetsfølelsen, ja gjorde egentlig først
Menneskelighedsbevidstheden til en Menneskelighedsfølelse. Des
værre vide vi saare lidet om denne Udvikling, og kun paa anden
eller tredje Haand fra senere Forfattere. Den stoiske Tænker, hvis
Indflydelse her især har været af Betydning, er den allerede som
Afrikanus den Yngres Ven nævnte Panaitios. Paa Grundlag af
den naturlige Trang til Samliv, som allerede Forgængerne havde
antaget, og som Aristoteles havde udtrykt i den bekendte Sætning
om Mennesket som et til Samfund anlagt Væsen (zoon politikon),
udviklede Panaitios den etiske Betydning af Menneskekærligheden
som sammenholdende Kraft. Mellem Retfærdigheden og
Kærligheden stillede han Billigheden, der ikke holder sig til den formelle
Ret, men tager alle individuelle Hensyn med i Betragtning. Og
medens de ældre Stoikere egentlig kun antog et sandt
Venskabsforhold mellem de ideale „Vise“, hos hvem Fornuften var naaet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
