Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Professor H. Høffding: Hedenske Sandhedssøgere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
denne Filosof, og i endnu højere Grad hos hans Efterfølger
Poseidonios, fremhævedes i det hele Følelseslivet og dets
Betydning langt mere end hos de første Stoikere. Man søgte at
mildne den skarpe Modsætning, disse havde fastslaaet mellem
Fornuften og den aktive Villen paa den ene Side, Følelse og Affekt
paa den anden Side. Dette hang naturligt sammen med, at de
søgte at ophæve den absolute Modsætning, Skolens Stiftere havde
fastslaaet mellem de ideale „Vise* og alle andre Mennesker. Der
har i det hele været noget i denne Bevægelse indenfor den stoiske
Skole i de sidste Aarhundreder f. Kr., som er beslægtet med den
Indflydelse, Rousseau’s Hævden af Følelsens Magt og Ret overfor
de andre Sider af Sjælelivet øvede i forrige Aarhundrede baade
paa Psykologiens og Etikens Udvikling og paa Literaturen i det hele.
Den Ændring og Udvikling, som har fundet Sted i den
mellemste stoiske Skole, og ved hvilken der lagdes en stigende
Vægt paa det universelle, almenmenneskelige i Modsætning til
det blot individuelle og særskilte, paa Følelsen i Modsætning til
Erkendelsen og paa Kærligheden i Modsætning til Retfærdigheden,
hører til det allervigtigste, der foregaar i Historien i de sidste
Aarhundreder f. Kr. Baade paa Grund af den successive Maade,
hvorpaa denne Udvikling er gaaet for sig, og paa Grund af, at
den foregaar i Menneskenes Sind og Tanke, trænger den sig ikke
frem i Historiens Forgrund, hvor de larmende politiske
Begivenheder foregaar. Men derfor kan dens Betydning være nok saa
stor og varig.
De sidste Stoikere, som repræsenteres ved de tre Romere
Seneca, Epiktet og Marcus Aurelius, staa nu ikke for os som et
uforklarligt historisk Fænomen. Det er let at forstaa, hvorledes
de, saaledes som Tidsforholdene udviklede sig efter den romerske
Republiks Undergang, kom til at lægge en endnu større Vægt paa
det, som allerede den mellemste stoiske Skole (Panaitios og
liske og den stoiske Skole. Der kunde da være Spørgsmaal om, hvilken
af disse to Kilder vi nærmest maa antage for den anførte Tankegangs
Udspring. Madvig synes (i sin Udgave af de finibus, Noten til III, 19. 62)
nærmest at antage en stoisk Oprindelse. Senere har Bernays søgt at vise.
at det er fra den aristoteliske Skole, Ideen om den almindelige
Menneskekærlighed skriver sig. Men de nyeste Undersøgelser (O. Apelt: Beitråge
zur Geschichte der griechischen Philosophie 1891 p. 354. — A. Schmekel:
Die Philosophie der mittleren Stoa. 1892 p. 398 kfr. p. 220) pege hen paa.
at Ciceros Hjemmelsmand Antiochos her nærmest er afhængig af Panaitios
og den Udformning, han gav den ældste stoiske Lære.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
