Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Børge Janssen: Kæltringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
spejde efter en Udgang af Skoven, men jeg var nu ikke Hans, og
desuden kom jeg straks efter tit et højt Udsigtsstillads med
nogenlunde magelige Trappetrin, og dem foretrak jeg for Træet, og
straks efter stod jeg et godt Stykke over Skovens spraglede Kroner.
Store, tunge Skyer gled frem over Himlen, langsomt gled
de derude vester fra, tit gemte de Solen; og Vendsyssels mægtige
Bakkedrag svandt bort i graablaa Taager. Men saa med ét kunde
der komme et Straalehav sejlende over Marker og Moser, over
Kirker og Gaarde og over Møller, der lystigt flagrede med de hvide
Vinger i den blaa Luft.
––-Som jeg stod dér, slog den Tanke mig, at dette her
var Knaghøj, og Herre Gud, saa var Vejen jo let nok at finde,
bare følge én af de Stier, der stikker øster ud, og saa lige til det
vesterste Hus, det var da en smal Sag.
Og jeg fandt virkelig en af disse Stier, og da jeg havde
fulgt den en Tid, naaede jeg ud af Skoven.
Jeg naaede ud mellem mægtige Lyngbakker, der i bløde,
runde Drag tegnede sig mod den tunge, graa Himmel med de
sejlende Skyer.
En Sti snogede sig frem dybt i Dalen, og nede paa Stien
kom en halvgammel Kvind med Aag over Ryggen. Skørtet naaede
til Knæene, Fødderne stak i Stunthoser, Ansigtet var rundt og
smilende, Øjnene sorte og poliske, Haaret mørkt.
Dér har vi en af Altenborgeme, tænkte jeg og lettede paa
Hatten.
Hun standsede, satte sindig Vandspandene fra sig og stirrede
en Tid ufravendt paa mig.
Tavsheden blev trykkende.
„Har De langt til Brønden?* henkastede jeg.
„Nej, om a haar“, sagde hun, og saa gik Samtalen istaa.
I det samme kom en Tordenbyge mig til Hjælp, Regnen
plaskede, og jeg fik Lov til at gaa med hende hjem.
„Den er jo ikke fin!“ grinede hun og bød mig ind i Hytten,
og det var den i Grunden heller ikke, halvt gravet ind i Brinken,
den éne Væg fiættet sammen af Kvas fra Skoven, ét Vindu havde
den, og det et Vindu med én Rude og for Resten Klude, Taget
var skredet sammen, Skorstenen manglede.
Indenfor var der ganske hyggeligt. I en Krog stod en Rok
og en gammel Bedstemorsstol, under Loftet en Hylde med Lerstads
og sprukne Kopper, Væggene var tapetserede med Udklip af Blade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
