Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - Karl Larsen: Et gammelt Minde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et gammelt Minde.
Jeg kom til Byen en Novemberdag, og det regnede. Det
første, som jeg mindes derfra, var en Skrænt lige ved Banegaarden,
hvor Regnen havde pisket dybe Furer i Leret og smurt en hel
Del brunt ud paa Brostenene — paa den anden Side Gaden laa
en Række ganske lave Huse. Det forekom mig i Skæret af de to,
tre Lygter, der var at skimte, som om disse uanselige, røde
Arbejderboliger strakte sig videre og videre og vilde aldrig høre
op. Men de passede godt nok til Regnen, som var bleven ved
med at plaske og bløde, ensformigt og enslydende, fra den graa
Morgen Klokken ni, da jeg satte mig i en Kupé, hvor ingen steg
ud, og ingen steg ind den hele Dag, og til nu, det sidste Dagskær
længst var bristet, og Aftenen brudt frem med sine spredte Lys.
Og Regn og Ensomhed og Uendelighed, det passede
altsammen godt nok til mig, som bare havde god Tid, ingen Ting
at forsømme — ingen Ting at forsømme! Om jeg kom i Ly i
et Hotel nogle Timer før eller senere, det betød jo kun, at mit
Tøj skulde tørre, og jeg selv sove saa meget kortere eller
længere den næste Formiddag. —
Paa Maa og Faa gik jeg Gade ud og Gade ind for tilsidst
at ville standse ved et eller andet mindre Hotel, der kunde passe
mig; fra de lave smaa røde Huses Egn kom jeg ind i Gader med
høje Bygninger og Forretningsskildte. Der var Lys bag Vinduerne,
men ellers intet Spor af Liv; og kunde der en Gang imellem
komme en enkelt Skikkelse hastigt forbi eller smutte ud fra en
rystende Butiksklokke, saa var den helt sammenkrøben under en
skinnende blank Paraply og virkede slet ikke som et Menneske.
Jeg blev længe ved at dreje om Hjørner og kom stadig
ind i lignende vaade Gader med svage Lys bag Vinduerne, men
Tilskueren. 189i 57
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
