Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Herman Bang: Fransk Scenekunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fransk Scenekunst.
691
eller Skuespillere, slog Teatrene for Dramaet: Gymnase, Vaudeville,
Grand Théåtre — de samme Scener, hvor en Gang Dumas fils og den
som Komediedigter afdøde Sardou og Meilhac og Halévy har ladet
fremstille deres Skuespil — sig paa de eksotiske Stykker og
Tableau-piecerne, hvor fremmede Tider og Lande lever op efter Kostumierernes
og Dekorationsmalernes Tegninger: „Lysistrata* bragte
Scene-Billeder fra det gamle Hellas, „Les Pecheurs d’Islande" var et Lotisk
Album, hvis Silhuetter virkede ved en forloren Fremmedartethed
eller skulde virke. Thi Publikum fordoblede kun sin Ligegyldighed.
Sanseløse gik Direktørerne endnu videre. Man gav sig i
Lag med det mest ophøjede som med det mest sære. Man opførte
„hellige Dramaer," hvor Kristus lyslevende knælede under Oljetræet,
og paa Hr. Konings Ønske dramatiserede man Edmond Abouts
sælsomste Roman, for at en Mumie kunde blive levende igen for
Publikums Øjne.
Men selv Mumien hjalp ikke. Pariserne var trætte af
Kunstgrebene, endog de sindrigste, og de ventede paa en Smule Kunst.
Direktørerne kaldte gamle Primadonnaer til Hjælp for at
lokke med Navne. Mme Pasca viste sig igen paa Vaudeville, og
Journalisterne ilede med at lægge alle de skyldige Blomster for
Fødderne af en Dame, som en Gang var den formsikre Fremstillerinde
af Dumas. Det battede ikke. Mme Pasca var et Vrag. Krumbøjet,
med den runde Ryg møjsomt dækket af en Kniplingspelerine,
sneg hun sig hen over Scenen med forsigtige Gammeldame-Skridt,
og den næsten uhørlige Stemme knækkede under hvert
Følelsesudbrud af Mangel paa Luft.
Gæstespillet, akkompagneret åf Klakens mekanisk-brutale
Haandklasken uden Ekko, virkede pinligt symbolsk som Billedet
paa Teaterdekadencen selv.
Kun Udtrykket for Spot beherskede Mme Pasca endnu.
Hendes Øjne lyste op, og hendes Stemme fik Klang under koldt
raillerende Ord. Skeptisk Vid formede sig endnu overlegent og
levende paa den ældede Dames Læber — og for et Øjeblik kunde
hun da minde om Burgteatrets Zerline Gabilion.
Dette er betegnende. De saare faa Aktører fra de senere
Aar, der har vundet Publikums Øren: MmeRéjane, Noblet, den
unge Hirsch ejer alle, fremfor alt, et personligt Udtryk for Railleri
og Skepsis. De ved at spotte, og det — er næsten alt.
Men Publikum gaar i Længden ikke i Teatret for at høre
en skærende Vittighed — den kølige Spot i tre Akter, som bar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
