Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Georg Brandes og Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
Georg Brandes og Danmark
hvor Dr. Brandes tog Stilling mod alle danske Skribenter som
Manden i Komedien med det højtsvungne Stoleben: „Jeg er
Alexander Magnus, og I andre er Slyngler, der skal dø for min Haand."
Men, bortset fra disse lyriske Mellemspil, hvortil der næppe vil fattes
Sidestykker i nogen stor Aands Reaktion imod Trykket af sine
Omgivelser, vil ingen kunne nægte, at Georg Brandes, der har
været i saa væsentlig en Grad med til at berede Pladsen for det
nye Danmark, virkelig ogsaa ’har haft Øjne til at se det og Evne
til at lære andre det at kende. Lad være, at det er Forhold
udefra, der har bestemt hans Optræden til Forsvar for dansk
Nationalitet i de senere Aar, saaledes at han, der i 1879 om
Ophævelsen af Artikel V havde de maadeholdne Ord, at der brast
„en af det danske Folks kæreste og agtværdigste Illusioner", nu
med al sin Ild er med i Kampen for at bevare Danskheden i
Sønderjylland. Han har selv for nylig (i en Artikel i Politiken
for 30. December f. A.) betegnet den nationale Interesses Historie
i de moderne Kulturer saaledes, at efter at det først med megen
Møje var lykkedes at udvide Folkenes Syn fra den nationale
Begrænsning, og den Yderlighed derefter var indtraadt, at de
saakaldte frisindede forfaldt til en fuldstændig Ligegyldighed for det
nationale Spørgsmaal, som da Reaktionen bemægtigede sig, har i
den seneste Tid den voldelige Undertrykkelse af Nationaliteten lært
disse frisindede, at de undertrykte Folkeslags og Frihedens Sag er
ét. Det er dog ikke udefra, men fra inden og for længe siden,
Brandes har faaet Forstaaelsen af den Nationalitet, han vil bevare.
Han, der før af historiske Grunde har stillet den danske Aand i
et — mere eller mindre umyndigt — Discipelforhold til den ypperste
tyske, har nu ved en jævn og kortfattet, men fuldkommen
tilstrækkelig Paavisning godtgjort den danske Kulturs Selvstændighed
over for Tyskland (i Danskheden i Sønderjylland). Han, der
tidligere havde sin Opmærksomhed paa den afdøende danske Type
for at bekæmpe den, har i de sidste Aar med Glæde hilst og
hyldet den levende. Det er betegnende for en faktisk foregaaet
Afændring i Nationalkarakteren, at han, som i 1880 fandt
Oehlenschläger „fuldkommen national", i 1899 med fuld Ret kalder ham
„ikke særligt dansk". Ogsaa Kontinuiteten har han nu Øje for,
skønt det ikke har været hans Opgave at besynge den. I
Skildringen af sin Ungdomsven Julius Lange har han fremstillet den.
Og naar han her under Vidneførelsen for sin Bestemmelse af hvad
han kalder Danskhedens ypperste Blomst: „det danske Vemods og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
